Test: HTC Sensation XL er en langlemmet supermobil
HTC storsatser på musik med Sensation XL, der lover at vride de sprødeste beats ud af dine sørgeligt komprimerede musikfiler. Men svinger det for mobilen med den enorme 4,7 tommer skærm?
HTC Sensation XL er en mobiltelefon, der, som navnet antyder, er stor.
Det er ganske enkelt ikke en mobil for enhver bukselomme, da skærmen er hele 4,7 tommer.
Telefonen minder om sin Windows Phone-fætter HTC Titan, og de to mobiler har næsten samme specifikationer.
Den store forskel er naturligvis, at HTC Sensation XL kører styresystemet Android og har HTC's tydelige fingeraftryk kaldet Sense. Det er den overfrakke, som HTC i flere år har iklædt sine Android-telefoner.
Især uret på hjemmeskærmen har været dominerende, men med Sensation XL har HTC foretaget små, men vigtige justeringer.
Uret er krympet, så der er bedre plads til ikoner, og det er blevet tydeligere at se, hvor du justerer skærmindstillinger og får adgang til apps.
HTC Sense har haft vokseværk det seneste stykke tid, og det er godt at se, at der bliver strammet op.
En væsentlig ændring er også, at den klassiske, koksgrå HTC-uniform, som Incredible S, Desire og mange andre HTC-modeller i tidens løb har båret, er blevet brændt.
I stedet er Sensation XL hoppet i den hvide malerbøtte, og det er voldsomt forfriskende - i hvert fald når det gælder HTC.
Farven klæder den store mobil, der også har et stykke med sølvfarve på sin bagside. Kanterne er behageligt afrundede, og mobilen ligger faktisk udmærket i hånden, selv om den er en ordentlig kleppert.