Den japanske elektronik-producent Hitachi har udviklet en ny type datahukommelse, som skulle være i stand til at holde i flere hundrede millioner år.
Hitachi bruger en lille plade med kvartsglas, der kan holde til ekstreme temperaturer og andre påvirkninger uden at blive slidt. Den binære kode gemmes som små punkter i pladen. De er kun synlige med et mikroskop.
"Mængden af data som bliver skabt hver dag er eksploderet, men når det gælder om at bevare det til kommende generationer, er vi ikke nødvendigvis kommet længere siden de dage, da tingene blev mejslet i sten," siger Hitachi-forsker Kazuyoshi Torii til nyhedsbureauet AFP.
Han tilføjer, at informationernes levetid faktisk er forkortet. De digitale medier, som findes i dag - optiske skiver og harddiske - holder kun i få årtier eller endnu kortere.
Desuden bliver det sværere at finde enheder, der kan læse de gamle medier, og det kan være næsten umuligt at få i den rette software, der kan tolke formaterne. Den digitale generation efterlader ikke nogen arv.