Det koster 119 kroner at hente Mountain Lion og for den pris, får du 200 nye funktioner, lyder det storskrydende i Apples markedsføring.
De 200 funktioner kan lyde af meget, men i virkeligheden vil de færreste nok opleve store forandringer, når de første gang åbner deres Mac efter at have installeret Mountain Lion.
Det skyldes blandt andet, at en del af de nye funktioner er mindre forbedringer, mens andre kun gælder for de kinesiske Apple-brugere og andre igen kun virker med nyere Macs.
Der er dog enkelte store nyheder, hvoraf Notification Center og Airplay-deling må regnes som de større og mest iøjenfaldende.
Læs også:
Her er dommen over Apples nye Mountain Lion OS X
Men herudover er der også en del mindre, men smarte funktioner, der ikke bemærkes ved første øjekast.
1. Nye touchfunktioner
Apples styresystem er kendt for at gemme på en række smarte touch-funktioner, der aktiveres via maskinens touchpad.
Og med Mountain Lion har Apple tilføjet en række nye touch-funktioner. Eksempelvis kan du få adgang til Notification Center ved at bruge to fingre til at swipe mod venstre fra den yderste højre side af din Macs touchpad.
Det er også muligt at se nærmere på eksempelvis en billedfil eller et dokument uden at skulle åbne et program. I stedet kan du få et hurtigt smugkig på filen ved at tappe på den med tre fingre samtidig.
Tapper du på et ord - i stedet for en fil - med tre fingre bliver ordet automatisk slået op i Mountain Lions ordbog. Desværre findes ordbogen ikke på dansk.