En dunkel skovsti snor sig stadig dybere ind i mørket, kun svagt oplyst af måneskinnet foroven. På begge sider tårner sig kæmpemæssige fyrretræer, hvis krogede grene langer ud efter mig, som var det sylespidse kløer. Der er stille... unaturligt stille, som drukner tusmørket ethvert forsøg på lyd. Mellem træerne lurer den kulsorte intethed, hvis hemmeligheder jeg ikke tør tænke på. Hvad laver jeg på dette gudsforladte sted?
I søgen efter et svar sætter jeg af sted langs stien. Fortsætter et stykke i hvad der synes som en uendelighed. Da får jeg øje på en sær klippeformation, der ligger kun et stenkast fra stien. Jeg lader lommelygten glide hen over den golde overflade, og skimter akkurat et påhæftet papir. Det skal undersøges nærmere, måske det kan give et svar på, hvad der foregår?
Kig væk, løb!
Jeg bevæger mig væk fra stien og hen mod klippeformationen. Papiret ser hærget ud, men ikke mere end man kan tyde dets indhold. Adskillige slanke, mørke skikkelser er tegnet igen og igen, og nederst står skrevet "Kig væk, løb!". Mystificeret, og lettere rystet, over mit fund sætter jeg tilbage mod stien.
Pludselig fanger min lommelygte en sær silhuet på stien, hvorfra jeg lige var kommet. Et eller andet stirrer direkte på mig, tavst og i øvrigt uden tegn på liv. Det ligner et menneske, blot mange gange højere og uden genkendelige ansigtstræk.
Mit hoved begynder at dunke, en smerte der tager drastisk og ganske hurtigt til i styrke. Jeg mindes ordene på seddelen og fjerner fokus fra det stumme væsen. En lettelse breder sig til mit sind, dog hurtigt afløst af frygten for hvad væsenet har i sinde. Jeg når ikke at spekulere nærmere, før jeg mærker en kold ånde mod min nakke.
Jeg løber... hurtigere og længere ind i skoven, hjertet galopperende som en kåd travhest. Jeg hører skumle lyde bagude, men holder blikket rettet fast fremad. Hvad pokker var det? Hvad foregår der? Jeg får aldrig svar på mine spørgsmål. Det sidste, jeg husker... mørket, skikkelsen... og så et panisk tryk på Alt+F4.