Processorgiganten AMD er nu klar til at kaste sig ind i ræset om at producere processorer til Windows 8-tablets. Ifølge AMD er selskabet senere i år klar med processoren Z-60, tidligere kendt som Hondo.
Z-60 skal ifølge AMD gøre det muligt at lave tablets med heldagsbatteri, hvilket i AMDs optik er mere end 10 timer. Samtidig forvandles tabletten til en normal computer, når den dockes.
AMD går således i infight med Intels Clover Trail-tablets, der netop skulle kunne det samme. Og som i alle kampe om de bedste specifikationer, er AMD da heller ikke blege for at udpege, hvor Z-60 er langt foran Clover Trail.
Læs også:
Ny Atom-processor med turbo bliver hjernen i nye tablets med Windows 8
For Z-60-platformen byder på suveræn grafik, oplyser AMD. Processoren kan nemlig byde på hele fem til seks gange bedre grafik end den Cedar Trail-processor, der sidder i Clover Trail.
AMDs processor understøtter opløsninger på op til 1920x1200 pixels over HDMI og køre store spiltitler som strategispillet "Orcs Must Die" eller det populære skydespil "Call of Duty: Modern Warfare 2", dog ikke med de højeste grafikindstillinger og således kun med en opløsning på 1024x768 pixels.