Belkin trådløs router
Et trådløst netværk gør hverdagen nemmere

Købsguide til trådløst netværk

19. maj 2009
- af Redaktionen

Trådløst netværk i hjemmet og på kontoret er nemt at installere og giver hurtigt en mængde fordele.

  

Praktisk for alle computere og trådløse enheder

Har du først sat det trådløse netværk op, er det ganske nemt at tilslutte alle hjemmets og kontorets computere til netværket. Du kan også tilslutte en printer med wifi-forbindelse, som alle netværkets computere kan printe ud på. Samtidig kan dine gæster let komme på internettet med deres egne computere eller andre enheder med mulighed for netværksforbindelse – iPod Touch eller mobiltelefonen.

 

Velegnet til mediecentre og spillekonsoller

Udover hjemmets computere kan mediecenter-enheder også gå på netværket trådløst. Det giver mulighed for at streame film og billeder fra en anden computer på netværket og få det vist på eksempelvis fjernsynet i stuen. Både PlayStation 3 og Nintendo Wii har indbygget trådløst netværkskort, mens Xbox 360 har det som ekstraudstyr. Dvs. at alle tre konsoller kan tilgå hjemmets trådløse netværk. PS3 og Xbox har tillige mediecenter funktionalitet indbygget, som man også kan drage nytte af med et trådløst netværk.

 

Nem opsætning

For at komme i gang skal du købe en trådløs router. Heri sætter du kablet fra din internetudbyder, og efter nogle få installationsskridt er du i gang. Langt de fleste trådløse routere bliver leveret med en CD med installationsprogram, som guider dig igennem opsætningen.

 

Infoboks

Trådløs router er en boks, der sender internetsignalet gennem luften, så man ikke behøver at forbinde computeren med ledninger til en internetforbindelse.

Access point er det punkt, hvor computeren opnår forbindelse til netværket. I det her tilfælde drejer det sig om den trådløse router.

WPA og WPA2 er den sikkerhedsprotokol, der bliver brugt til at kryptere netværket. Det er en industri standard udarbejdet af The Wi-Fi Alliance.

PCI-kort er et trådløst netværkskort, du sætter i din stationære computer for at gøre den trådløs – se priser her.

USB-dongle sættes i en USB port for at gøre computeren trådløs. Den er nemmere at installere end et PCI-kort, men man skal have en USB port i overskud, man kan bruge til den. Se priser her.

Husk kryptering

Krypteringen af dit trådløse netværk er vigtig, da den gør det meget svært for andre at misbruge din forbindelse til download af ulovligt materiale eller lytte med på din trafik. Krypteringen sættes nemt op med det medfølgende software og medfører, at man skal indtaste en kode, når man tilslutter en ny computer til netværket. Koden bliver gerne gemt på den tilsluttede computer, så man ikke skal gøre det hver gang, man vil på nettet.

 

Rækkevidde

Ikke alle trådløse routere rækker lige langt, så hvis du bor i et stort hus, bør du vælge en kraftig sender eller serieforbinde (bridge) flere access points. Du kan også få en særskilt antenne, der forstærker signalet fra din router. Forskellige byggematerialer i dine vægge kan også nedsætte rækkevidden på din trådløse router, men i en almindelig størrelse lejlighed eller ditto hus er en standard router tilstrækkeligt.

 

Gør din stationære computer trådløs

Alt efter hvordan din internetforbindelse i hjemmet er sat op, kan det være praktisk at gøre sin stationære computer trådløs og dermed undgå netværkskablerne. I så fald kan du med fordel investere i et trådløst PCI-kort eller en USB-dongle. Begge løsninger giver din stationære mulighed for at gå på det trådløse netværk, og de kan erhverves for omkring kr. 200.

 

IEEE 802.11

IEEE 802.11 dækker over de standarder, hvorefter trådløse forbindelser kører.

IEEE 802.11b har en overførselshastighed på 11Mbit/sek., og er den nu lidt ældre standard, som en del gamle netværkskort stadig kører på. Har du en nyere computer, er den formentlig understøttet af IEEE 802.11g, der kører med 54Mbit/sek.

 

Oversigt over trådløse routere

Købsguide til spilkonsoller