Når producenterne er i stand til at fylde quad core-kræfter samt diverse avancerede komponenter og tilslutninger i en lille mobiltelefon, må det selvsagt også være muligt at lave en computer uden skærm, som fylder endnu mindre. Det er da netop også, hvad flere gør for tiden.
Komplet computer i en USB-nøgle
Cotton Candy kommer fra FXI, og ifølge producenten er det verdens mindste computer. Formatet er det samme som en USB-nøgle, og med et USB-stik i den ene ende er den da også lige til at sætte ind i en USB-port i eksempelvis en computerskærm, et TV eller en anden PC, hvis du vil køre et helt separat system på den.
Indmaden er den samme som de nyere smartphones – en 1,2 GHz dual core Arm Cortex A9-processor med 1 GHz quad core Arm Mali-400-GPU, 1 GB DRAM og micro-SD-indgang til hukommelseskort op til 64 GB.
Der er også 802.11b/g/n WiFi, bluetooth 2.1 + EDR, HDMI 3.1 med lyd og USB 2.0. Maskinen kommer med enten Android 2.3 Gingerbread, Android 4.0 Ice Cream Sandwich eller Ubuntu som styresystem.
Prisen er 199 dollars, og Cotton Candy kan bestilles fra denne adresse: http://store.cstick.com/.
Medie-PC i miniformat
Zotac er kendt for sine kraftige minicomputere, som særligt er rettet mod mediebrug. Nyeste i rækken er Zbox Nano AD11, som måler blot 4,17×4,17×1,46" og rummer en AMD E-450-APU, der kombinerer en dual core-processor med en kraftig Radeon HD 6320-grafikchip og giver mulighed for at afvikle medieindhold af den mere krævende slags. Der er desuden 64 GB M-SATA-SSD, som sikrer hurtig opstart af system og programmer samt 2 GB RAM.
Derudover får du et væld af tilslutningsmuligheder, der inkluderer såvel HDMI som USB 2.0/e-sata-comboport, USB 3.0, gigabit-ethernet, WiFi, 6 i 1-kortlæser samt kombineret analog og optisk lydudgang.