Seagate Momentus XT kobler almindelig harddisk sammen med et par gigabyte SSD for næsten ingen penge. Vi tjekker, hvad det betyder for ydelse på din computer.
I maj fortalte vi om en ny slags harddisk fra Seagate: Momentus XT. Ideen er genial i sin enkelhed - tag en almindelig 2,5-tommer harddisk, smæk fire gigabyte superhurtig hukommelse oven i og se drastiske ydelsesforbedringer, uden at prisen følger med op.
Nu har vi haft mulighed for at prøve harddisken i et par uger og kan afsløre, om Seagate holder hvad de lover, eller der blot er tale om flot marketing uden reelt indhold. Vi har fokuseret på helt almindelige brugsscenarier, altså hvordan Momentus XT opfører sig i dagligt brug.
Ganske kort, så er ideen bag Momentus XT, at du ikke behøver investere i dyre SSD-diske for at forbedre ydelsen. I stedet tager du blot og integrerer et lille SSD-lager i en allerede billig harddisk og lader de mest benyttede filer blive taget fra den hurtige hukommelse i stedet for den langsommere roterende metalskive.
Seagate Momentus XT roterer med 7200 omdrejninger per minut, har 32 megabyte cache og fire gigabyte SSD-lager, der sidder mellem harddisken og SATA-interfacet.