Sikke en titel tænker du sikkert, for sådan et produkt kan bare ikke have en sexet titel, det bliver noget tørt og små-kedeligt, uanset hvordan du vender og drejer det. Og med god grund, for en strømforsyning er jo altså heller ikke det mest ophidsende produkt.
Philips SPJ5100 er en lille universal strømforsyning, der passer til de fleste af de mange netbooks, der er solgt over de seneste år, bl.a. Acer Aspire One, ASUS EEE PC mv., og da der er solgt utrolige mængder af disse, kunne man også godt forestille sig at der hurtigt kunne opstå et behov for en ny eller ekstra strømforsyning til disse.
Hvad er der i kassen?
Philips SPJ5100 leveres i en flot emballage i typisk Philips stil med pæne produktbilleder og med mulighed for at se produktet gennem emballagen foran.
I kassen finder du først og fremmest en lille folder med information omkring hvilke netbooks, der er understøttet, så du kan tjekke om din model er på listen. Derudover så finder man selve strømforsyningen, 7 forskellige stik og en manual.
Du finder det korrekte stik ved at kikke i en lille liste, hvor Philips pænt har skrevet, at stik nummer 4 bl.a. virker til Acer Aspire. Det kan simpelthen ikke være nemmere!
Design og funktionalitet
Philips SPJ5100 er ret kompakt, og i flot design med sort rubber-overflade og gul effekt rundt i kanten. Den bløde, gummi-agtige overflade gør, at Philips SPJ5100 ligger fast på bordet, og selve kablet kan rulles rundt om den, så du ikke behøver sidde med 1,8 meter kabel, hvis der kun er brug for 0,5 meter – det er altså rigtig smart!
Det gør også, at Philips SPJ5100 næsten ikke fylder noget i tasken, modsat en traditionel strømforsyning der fylder en del, da der er en bunke kabel ved siden af.