Microsoft har nu officielt lanceret Windows 8, men nok lige så vigtigt, så har Microsoft også lanceret Windows RT, som vil dukke op på især tablets med Microsofts egen Surface i spidsen.
Der er dog nogle vigtige forskelle mellem den rigtige Windows 8 og dens halvbror Windows RT, som man er nødt til at vide, hvis man overvejer at købe en Surface eller anden af de nye Windows-tabletter.
1. Helt ny hardware for Windows
Windows RT kan kun køre på ARM-processorer. Det betyder, at Windows RT ikke kører på x86 og x64 processorer som Windows 8. Det har stor betydning for, hvilken software man kan køre på Windows RT.
ARM-processorerne har den store fordel, at de har et lavere strømforbrug, end det hidtil er lykkedes Intel og AMD at få x86-processorerne ned på. En tablet med en x86-processor vil derfor enten skulle have et større batteri, eller også må brugeren nøjes med kortere batteritid.
Skal Microsoft lave en tablet, der kan konkurrere med iPad, som bruger en ARM-processor, så er Microsoft nødt til også at vælge ARM-arkitekturen, for der er intet, der tyder på, at x86-platformen vil kunne bide skeer med ARM's effektforbrug på kort sigt.
Windows RT bliver derfor kun solgt sammen med hardware, som indeholder en ARM-processor.
2. Ingen gamle programmer
Når hardwaren er anderledes, så er selve kernen i Windows RT også lidt anderledes end i Windows 8. Microsoft har skullet lave et helt nyt styresystem, og har derfor haft mulighed for helt at droppe al den gamle kode, som findes i Windows 8. Den er nødvendig i Windows 8 for at sikre, at man i princippet kan køre 15 år gamle applikationer.
Det betyder, at Windows RT ikke kan køre de gamle programmer. Windows RT kan faktisk slet ikke køre nogen af de programmer, man i dag kan få til Windows 7.
Windows RT kan derimod kun køre applikationer, som er helt nye og lavet specielt til Windows RT og Windows 8. I praksis betyder det, at man kun kan bruge programmer, som kan købes eller hentes gratis via den nye Windows Store.
Man skal altså begynde helt forfra uden gamle applikationer, og man kan slet ikke installere software på Windows RT, som ikke kommer fra Windows Store.