Der er sket noget med salget af Apple TV over den seneste uge. Danskerne river de små medieafspillere ned fra hylderne som aldrig før. Den danske lancering af Netflix har afgørende betydning, mener salgschef Glenn Manson fra Elgiganten.
”Vi er helt overvældede over efterspørgslen på Apple TV i øjeblikket. I sidste uge tre-doblede vi salget af Apple TV, og det er helt klart, at Netflix er en af årsagerne til det,” lyder det fra Glenn Manson, salgschef for audio/video i Elgiganten.
Han fortæller, at det især er den lette måde at få Netflix over på fladskærms-TV'et, der nu trækker folk i retning af medieafspillerne.
”Netflix er utrolig let at komme i gang med og betjene på alle mulige enheder, men lige præcis når du vil se det på din fladskærm, er enheder som Apple TV og for eksempel LG's medieafspiller geniale, fordi de gør det hele så enkelt,” siger Glenn Manson.