Acer Aspire R7

Acer opgraderer flippende Aspire R7-bærbar med touchpen og Haswell

4. sep 2013
- af Martin Graversen - TomsHardware.dk

Acers prisvindende Aspire R7-bærbar med det besynderlige flipdesign opgraderes snart til Intels seneste Haswell-generation af energieffektive processorer og udstyres nu med en lækker touchpen.

Acer afslørede den kombinerede tablet og bærbar Aspire R7 tilbage i maj, og det er ikke gået stille for sig.

Den vandt blandt andet priserne 'Bedste valg' til Computex, Red Dot-prisen for produktdesign og Computex D&I-pris.

Det ukonventionelle flipdesign tilbyder fire overordnede indstillingsmuligheder: Den kan bruges som en traditionel bærbar, en tastaturfri tablet, en ekstern skærm eller den såkaldte Ezel-tilstand, hvor skærmen hæves over tastaturet.

Acer Aspire R7 indstillingsmuligheder

Computeren er udstyret med en 15,6" 1920x1080-pixels touchskærm, der nemt kan flippes rundt.

Og som noget nyt, inkluderer bærbaren nu også en touchpen, så man nemmere kan tegne og skrive på den store touchskærm.

Tastaturet kommer i øvrigt med diskret baggrundsbelysning.