iOS7 på iPhones
Desværre er iOS 7 ikke en nydelse for alle.

iOS 7 giver folk køresyge

1. okt 2013
- af Hjalte Brasen - EDBpriser.dk

Apples helt nye opdaterede styresystem, iOS 7, til iPhone og iPad skulle være en renere og smukkere oplevelse for brugerne, men i stedet giver det dem kvalme.

Der er begyndt at komme historier frem på nettet om Apple brugere, som får hovedpine og symptomer, der minder om køresyge, når de bruger deres iPhone eller iPad med det nye iOS 7, skriver The Guardian.

Zoom og animationer i iOS 7

Det er den udprægede brug af zoom og animationer i iOS 7, der får skylden for de ubehagelige gener - se eksempler i Apples egen video herunder.

Læs også: iPad mini 2 i guld og med fingeraftrykslæser

The Guardian har blandt andet talt med en kvindelig app-udvikler ved navn Jenni Leder, som meget naturligt bruger iOS 7 på sine Apple enheder rigtig meget i forbindelse med sit arbejde.

Hun har både fået hovedpine og kvalme af at navigere rundt i iOS 7, og hun giver zoom-effekterne, der bliver brugt, når man åbner en mappe eller en app, skylden for hendes ubehag. Det føles simpelthen som om, man suser ind i en mappe eller app'ens mikroverden, fortæller hun.

Samtidig har iOS 7 fået nogle meget fine dybdeskabende 3D-animationer, når man slider fra skærmbillede til skærmbillede samt på for eksempel låseskærmen, hvor teksten bevæger sig, når man bevæger telefonen.

Men disse animationer er desværre ikke en glæde for alle brugere, da de kan være meget generende for folk med tendens til køre- og søsyge.

Grunden til det er, at effekten i iOS 7 snyder øjnene - og dermed hjernen - til at tro, at man bevæger sig, samtidig med at balance-centrene i det indre øre fortæller hjernen, at kroppen står stille, og så opstår hovedpinen og kvalmen.

Skru ned for animationerne

Heldigvis har en lille hurtig research her på EDBpriser redaktionen fundet frem til, at man kan slå en del af animationerne fra under Indstillinger i iOS 7 - heriblandt Zoom og Formindsk bevægelse.

Læs også: Oplad din mobil med ild

Så der er noget hjælp at hente i opsætningen for Apple brugere med disse problemer, og så må vi håbe, at det er nok, ellers må Apple hellere komme med endnu en opdatering til iOS 7.