Mange virksomheder kender ikke deres rigtige partnere eller deres rigtige kunder, i hvert fald ikke dem alle sammen, for det er svært og tidskrævende at få overblik og få kontakt til de rigtige mennesker. Men i en gennemdigitaliseret verden er det problem nu blevet en hel del mindre – især efter lanceringen af det nye sociale medie for virksomheder, Companybook – »Connect and Grow«, som det hedder i Companybooks tagline.
At sammenligne Companybook med Facebook er nærliggende. Ikke kun på grund af navnet, men fordi forestillingen om et medie, der er designet til nem og snild kontaktsøgning, i høj grad stammer fra 900 millioner menneskers brug af Facebook.
Companybook er en norsk ide, skabt af IT-entreprenøren Harald Jellum, der lancerede en norsk version i en meget begrænset, kommerciel udgave i september 2011. Erobringen af resten af verden begyndte den 19. juni med lanceringen i Danmark, Sverige og Storbritannien, og det er planen at have lanceret tjenesten på alle de vigtigste markeder ved udgangen af 2013.
Overblikket
Forestil dig, at du er sælger og skal i kontakt med firmaer, der fremstiller eller sælger kompressorer. Du skal vide noget om markedet i Tyskland og Danmark. I den situation ville en database med oplysninger om virksomheder samt en dertil indrettet søgemaskine være en god ting.
Et par ord og et par klik, og man ville kunne få en liste med relevante kompressorvirksomheder med adresser, telefonnumre, hjemmesider. Man ville måske kunne danne netværk med personer inden for kompressorbranchen, søge personer, udveksle dokumenter, skrive direkte til hinanden uden om mailsystemet, finde finansiel information og måske læse om virksomhedernes omdømme i medier.
Sådan et medie – og meget mere – er Companybook, som er bygget op omkring en specialiseret søgemaskinefunktion kombineret med en social netværksplatform.