Da Microsoft lige før sommerferien præsenterede sin helt egen Surface-tablet med Windows 8/RT, blev den generelt positivt modtaget - ikke mindst fordi den var et af de første bud på en Windows-tablet til erhvervslivet.
Men Surface-projektet er først og fremmest Microsoft forsøg på at sparke gang i en bølge af tablet-produkter, der kan sikre det nye Windows' succes.
På IFA-messen, der i øjeblikket finder sted i Berlin, kommer PC-industrien for alvor på banen med tablets med Windows 8.
Mange af dem er interessante for virksomheder, der ønsker et alternativ til den allestedsnærværende iPad.
Her får du overblikket over de nye tablets, der kører enten Windows 8 eller Windows RT:
Asus Vivo
Asus er klar med to nye produkter under navnet Vivo. De har begge mulighed for, at man kan koble et fysisk tastatur til, ligesom det også er tilfældet med Microsofts egen Surface-tablet.
Vivo med Windows 8 har en 11,6 tommer skærm og er specielt designet til virksomheder, hvorfor den også kommer med en stylus, to USB-porte og et ekstra batteri.
Den anvender Intels Atom-processor, har to gigabyte RAM og 64 gigabyte hukommelse. Den har en otte megapixels kamera bagpå og et to-megapixels foran til video-samtaler.
Lillebroderen, Vivo Tab RT, kører med en Nvidia Tegra 3-processor, har to gigabyte RAM og 32 gigabyte hukommelse. Også denne model har et fysisk tastatur, men ingen stylus.
Læs også:
Windows 8 mod Mountain Lion: Her er dommen
Samsung Ativ
Samsung har både lanceret en smartphone med Windows 8 og en tablet med Windows RT-versionen.
Tablet-PC'en benytter også Samsungs nye Ativ-brand, den har en 10,1 tommer skærm og kommer med Office-pakken installeret.
Det er muligt at tilslutte både tastatur, mus, printere og ekstra skærme via USB eller HDMI.
Den har et fem megapixel kamera bagpå og et på 1,9 megapixel foran. Processoren er 1,5 gigahertz dual-core, der er to gigabyte RAM og 64 gigabyte hukommelse, der kan udvides med microSD.