Film vi gerne så spilmatiseret

Film vi gerne så spilmatiseret

1. okt 2012
- af Rasmus Lund-Hansen - Gamereactor

Spilmatiseringer af film er ofte lig med uinspirerede skyde- og actionspil, der slavisk følger plottet fra forlægget. Men de kunne være så meget here - vi giver her en stribe bud på film-spilmatiseringer, der kunne få samme klassikerstatus som filmene selv. Læs med i vores mindre seriøse hjerneblødning.

Casablanca
"Of all the gin joints, in all the towns, in all the world, she walks into mine". Året er 1941, og vi befinder os i Casablanca i Morocco - en fransk koloni, der formelt set er fri for den tyske besættelse, men er tro mod den franske samarbejdsregering.

Din opgave er at drive en bar og gøre den til byens mest populære, gæstet af de velstående flygtninge, der forsøger at få udrejsetilladelse til Portugal og derfra videre til USA.

I en blanding af business-simulator og rollespil skal du både drive baren, så den løber rundt, køre casino bag lukkede døre, bestikke de lokale myndigheder og tale dem tilpas nok efter munden til at de lader dig være, men ikke så meget at de konstant træder dig over tæerne.

Og fordi der gemmer sig et varmt hjerte bag dit kyniske ydre, skal du nøje overveje hvilke gæster, du giver en diskret hjælpende hånd, uden at det ser ud som om du ikke lever op til dit eget motto om ikke at vove pelsen for nogen.
Skulle udvikles af: Firaxis

The Big Lebowski
Spillet for dig, der synes Wii Sports og Kinect Sports er alt for simple og casual og hoppede i stolen af glæde, hver gang Roman ringede til dig i "GTA IV" for at spørge, om I skulle bowle.

"The Big Lebowski" byder på den mest detaljerede og præcise kugle/kegle-fysik nogensinde, hvor man kan mærke hver en lille halvpoleret plet på banen, og hver et mærke de der stive møgunger, der ikke kan finde ud af at kaste, satte henover weekenden.

Men "TBL" er ikke bare bowlingens svar på "Tiger Woods" - gameplayet kombineres også med et "Alpha Protocol"-inspireret dialogsystem, hvor du skal snakke din makker Walter ned, hver gang han begynder at ævle om Vietnam og pædofile modstandere, og forhindre ham i at trække sin .45 pistol hver gang nogen overtræder linjen i deres kast.
Skulle udvikles af: Gameplay, kuglefysik og spilmotor af EA Tiburon, dialog af Obsidian

Olsen Banden
Erik Balling og Henning Bahs' folkekære filmserie bliver i spilform til en snedig puzzler, hvor du i bedste "The Incredible Machine"-stil skal begå det ene storslåede og vanvittige kup efter det andet.

Egon har en plan. Det hele er timet og tilrettelagt - og det er op til dig at regne ud hvordan. Men fortvivl ej, for du kender målet, og har en hel jordemodertaske fyldt med diverse opfindsomme og pudsige værktøjer, rekvisitter og redskaber.

Herfra er det bare om at lure, hvor og hvordan de skal bruges, så du kan få adgang til pengeskabet fra Franz Jäger i Berlin og lirke det op gennem et lille minispil, der bliver sværere og sværere for hvert kup.

Stjæl dig vej gennem alt fra Magasin du Nord over Statsbanerne til det Kongelige Teater, indtil du og banden til sidst bliver millionærer og kan leve lykkeligt til jeres dages ende.
Skulle udvikles af: Copenhagen Game Collective

 

Produkt fokus

Apple iPad mini Wi-Fi - 16 GB - Sort og skifer

Apple iPad mini Wi-Fi - 16 GB - Sort og skifer

Samme gode funktionaliteter som i den store iPad, men i en mindre og mere handy størrelse.