SSD - Solid state drive

  • Sammenlign

Solid State Drive (SSD) er et datalagringsmedie, der opbevarer data uden brug af mekaniske komponenter.

SSD står altså i modsætning til den traditionelle harddisk (HDD), der opbevarer data på metalplader med en magnetisk flade. Når du tilgår data på en gammeldags harddisk, drejer en metalpladen rundt, mens en mekanisk arm læser de relevante data.

På en SSD er der ingen mekaniske komponenter, da data i stedet gemmes på flash hukommelse, hvilket kan sammenlignes med hukommelsen på et USB stik. SSD er et nyere alternativ til HDD, og flash hukommelsen betyder, at den er en del hurtigere end HDD.

Til gengæld er SSD dyrere og kan ikke indeholde helt lige så meget data. I dag kan almindelige harddiske snildt indeholde 1 Terabyte, hvorimod SSD med den størrelse er en sjældenhed. Mellem 128 og 500 GB er mere normalt for SSD, mens minimum for en HDD er 250-500 GB. SSD vil dog højst sandsynligt udvide den mulige kapacitet markant i fremtiden, da der konstant udvikles SSD’er med større og større hukommelse.

Computere med SSD tænder hurtigere

Både SSD og HDD gør det samme for din computer. De starter systemet og lagrer dine data. Men der er altså alligevel en del forskelle på de to, der især relaterer sig til hukommelsen.

SSD bliver mere og mere almindeligt i computere, og det er især blevet en fast del af mange bærbare computere. Her er det nemlig ofte et krav, at computeren skal kunne starte hurtigt op, hvilket SSD klarer langt bedre end HDD.

Computere med SSD tænder hurtigere, starter programmer hurtigere og er generelt bare hurtigere end computere med HDD.

SSD er mere robust

Samtidig er SSD en del mere stødsikkert end det traditionelle alternativ, da der ikke er nogen bevægelige dele. Transporterer du ofte din bærbare computer rundt, er det en god idé med SSD. Dette kunne især tænkes at gælde studerende og rejsende forretningsmænd. Hvis din computer skal kunne tåle lidt af hvert, er SSD altså et mere sikkert valg.

Derudover har SSD den store fordel, at det er så godt som fuldstændigt lydløst på grund af de ikke-eksisterende mekaniske dele.

Det ovenstående er fortrinsvis henvendt til interne harddiske med SSD, men det gælder i lige så høj grad for eksterne harddiske med SSD, som der er begyndt at dukke nogle op af.

Det er især en fordel at have eksterne harddiske med SSD, hvis du har tænkt dig at transportere din eksterne harddisk meget rundt, hvilket jo er pointen med en ekstern harddisk for de fleste. Med SSD undgår du meget af bekymringen for, om den eksterne harddisk tager skade af en lidt for hård håndtering.