1 ud af 3 solgte smartphones i 2013 var en Samsung

edbpriser.dk 06-09-46054 15:16

Analysefirmaet Juniper Research har kigget på de globale salgstal for smartphones i 2013, og der er en klar vinder, når det kommer til antallet af solgte enheder, rapporterer TechRadar.

Samsung solgte mere end 300 millioner smartphones sidste år ud af en total på lige omkring 980 millioner solgte enheder på verdensplan, og den sydkoreanske producent tegner sig således for næsten hver tredje solgte smartphone.

Læs også: Store Android nyheder på vej

Det er en vækst på 40 procent for Samsung i forhold til året før, og de har da også haft nogle virkelig gode salgssuccesser med Samsung GALAXY S4 og Samsung GALAXY Note 3 samt en lang række billigere alternativer til de to flagskibsmodeller.

Apple slog også rekord i 2013

Apple måtte se sig henvist til 2. pladsen i det globale smartphone salg i 2013 med 153 millioner solgte iPhone mobiltelefoner.

Det tal er i sig selv ret imponerende for en producent, der udelukkende satser på high end mobiltelefoner og kun har ganske få modeller på markedet af gangen i modsætning til Samsung

Årets sidste kvartal bød da også på en rekord for Apple, da de to nye modeller, iPhone 5s og iPhone 5c, sørgede for, at Apple langede 51 millioner iPhone-modeller over disken i 2013's sidste kvartal, hvilket ganske komfortabelt slog den gamle rekord fra året før på 47,8 millioner styk.

Alle de andre smartphone producenter er langt efter

Langt efter de to store spillere på markedet kommer Sony, som har haft god succes med deres Xperia Z smartphones, og de regner med at have solgt 42 millioner smartphones ved deres regnskabsårs afslutning i marts.

Læs også: Samsungs Tizen mobil skal tage kampen op mod Android

Herefter kommer Nokia med 30 millioner solgte Lumia mobiltelefoner, hvilket er en fordobling af salget fra året før.

LG rundede de 13 millioner solgte smartphones for første gang, og et stykke efter dem kommer Lenovo (som vi nok snart kommer til at høre mere til) samt Huawei, HTC, ZTE med flere.