100 GB 4K Blu-ray disk afsløret af producent

edbpriser.dk 13-07-45668 03:06

Tyske Singulus Technologies har i en pressemeddelse bekræftet, at de er blandt producenterne af næste generations 4K Blu-ray medier.

Og det er vel at mærke inden, at Blu-ray Disc Association har offentliggjort de nærmere specifikationer for 4K Blu-ray medierne.

Læs også: Sony X9 TV (4K) test

3-lags 4K Blu-ray disk

Singulus fortæller, at det er lykkedes dem at presse 33 GB ind på hvert af de tre lag af Blu-ray disken mod de tidligere 25 GB på to lag.

Det har de gjort ved hjælp af en ny data kompressions-metode specielt udviklet til 4K, og dermed kommer de nye Blu-ray diske op på en kapacitet lige under 100 GB, som er nok til at rumme en film i 4K format.

Skal vi have nye afspillere?

Den nye teknologi bag 3-lags Blu-ray skiverne hedder BLULINE III, og det store spørgsmål er så, om vi både skal udskifte fladskærmen og vores Blu-ray afspiller, når vi skal tage springet til 4K.

Læs også: Sony & Panasonic vil udvikle 300 GB optisk disk

Singulus Technologys pressemeddelelse kommer ikke med noget svar, men de nævner, at de kommende spillekonsoller, PlayStation 4 og Xbox One, højst sandsynligt vil blive leveret med Blu-ray drev, der understøtter 4K afspilning.

Om vores nuværende Blu-ray afspillere så kan blive opgraderet til 4K med en simpel software opdatering, eller vi skal have en ny 4K afspiller med, når vi henter vores 4K fladskærm, må indtil videre stå hen i det uvisse.