5,9 tommer Nexus phablet på vej

edbpriser.dk 29-07-2014 10:20

Mens vi venter på de større iPhone 6 modeller, kan Android fans nu glæde sig til Shamu, der er kodenavnet for det næste Android flagskib, ifølge Pocket-lint.

Kodenavnet Shamu er blevet opdaget i en intern Google rapport, og navnet passer med, at tidligere Nexus modeller også gik under kodenavne hentet fra marine-biologien - Shamu er en kendt spækhugger fra Sea World, Hammerhead (hammerhaj) blev brugt som dæknavn for Nexus 5, mens Nexus 7 gik under navnet Razor (knivmusling).

Googles Nexus produktlinje skal fremvise det ypperste indenfor Android styresystemets formåen, og både førnævnte Nexus 5 og Nexus 7 har da også været store successer ikke mindst takket være en meget konkurrencedygtig pris.

Læs også: Googles sidste Nexus tablet får stærk 64-bit processor

Der har dog været forlydender om, at Nexus programmet skulle afløses af Android Silver programmet, men måske på grund af chefen for Android Silver, Nikesh Aroras, exit fra Google tidligere på måneden, er denne udskiftning af Android flagskibs-programmet blevet udskudt.

Stor Nexus 6 phablet på vej

Under alle omstændigheder er der rygter om, at Google og Motorola samarbejder om en Nexus phablet på 5,9 tommer, der velsagtens kommer til at hedde Nexus 6.

Nyheden kommer kort efter, at Google har solgt Motorola til kinesiske Lenovo, og det kan virke besynderligt, at Google først nu får Motorola til at lave en Nexus mobil, men da Google ejede Motorola, var de åbenbart bange for at blive beskyldt for at favorisere deres eget produktionsled fremfor samarbejdspartnere som LG, HTC og Samsung.

Hvordan specifikationerne på Nexus 6 bliver er kun gisninger indtil videre, men de går på fingeraftrykslæser, altid lyttende stemmekontrol og 64-bit teknologi.

Læs også: 10 ting du skal vide om Android L

Intet er dog sikkert omkring den mulige Nexus 6 phablet, men det virker logisk, at Google vil være klar med et modsvar til de større iPhone 6 modeller, der ventes præsenteret senere på året.