5G fra Samsung er 30 gange så hurtigt som 4G

edbpriser.dk 09-07-46763 02:16

Du vil gerne se video på din smartphone i HD, eller måske endda 4K, over det mobile datanetværk, mens du sidder på forsædet af en bil, der drøner ned af motorvejen med 120 km/t, og du bliver irriteret, hvis videoen afbrydes, fordi datanetværket ikke kan følge med.

Det er en situation, som nærmest ingen mennesker for bare få år siden havde forestillet sig, ville blive relevant i dag, og det stiller enorme krav til vores datanetværk. Men det ser ud til, at Samsungs nye 5G netværk vil kunne tilfredsstille samtlige af vores behov og mere til. Det skriver Techradar.

5G er på vej med lynhurtige hastigheder

Samsung er i fuld gang med at teste deres nye 5G netværk, og de har nu ramt en imponerende rekord. Det lykkedes dem at opnå en download hastighed på hele 7,5 Gbps, hvilket altså er tæt på en gigabyte per sekund.

Læs også: LG G3 vinder global test af mobil netværkshastighed

Det er den hurtigste 5G hastighed målt nogensinde. Samsung målte desuden en stabil og uafbrudt forbindelse på 1,2 Gbps ved en hastighed på 100 km/t. Selv når man kører ved høje hastigheder, er Samsungs 5G netværk altså særdeles hurtigt.

Begge tests var udført med et 28GHz 5G netværk, der indtil nu ikke har været brugt på grund af dens korte rækkevidde. Samsung har dog eftersigende løst dette problem ved udvikling af ny teknologi.

5G netværket er stadig i testfasen, så der går trods alt et stykke tid endnu, før den almindelige forbruger får det at se. Men hastigheder på flere Gbps til din mobil er i den grad på vej.

Samsung vil også forbedre din Wi-Fi

Det er ikke kun med hensyn til datanetværk, at Samsung laver gennembrud for tiden. De har nemlig også Wi-Fi netværk i kikkerten, hvor man også kan forvente store forbedringer. Samsung har således udviklet en ny 60 GHz Wi-Fi standard, som de kalder 802.11ad.

Læs også: Nyt billed-element gør internettet hurtigere

Den vil kunne give hastigheder op til 4,6 Gbps, hvilket svarer til 575 MB per sekund. Det er omkring fem gange så hurtigt som de nuværende muligheder. I modsætning til 5G netværket er 802.11ad endda lige på trapperne, da Samsung håber på at kunne introducere produkter med den nye standard allerede næste år.

Teoretisk set vil man med den nye standard kunne downloade en film på 1 GB på mindre end tre sekunder. Med 802.11ad kan man endda holde tophastigheden ligegyldigt hvor mange enheder, der er forbundet til netværket.

Der sker altså nogle seriøse teknologiske landvindinger, når det kommer til din internethastighed, hvilket lover særdeles godt for fremtidens internetoplevelse.