Årets ungdomsfilm er nu på DVD og Blu-ray

edbpriser.dk 14-03-2011 14:41

Prisvinder
Allerede før den danske biograflancering opnåede "Hold om mig" international anerkendelse og hæder på flere filmfestivaler verden over. Filmen blev således prisvinder ved Roms Internationale Filmfestival (Best emerging talent), dobbelt prisvinder ved Mannheim Internationale Filmfestival (Publikumsprisen og The Ecumenical Jury’s prize), samt Bedste Ungdomsfilm på Black Nights Festival i Tallin.

I Danmark blev filmen nomineret til to Zulu Awards (bedste film og bedste kvindelige hovedrolle) og vandt Robert-prisen 2011 for Årets Børne- og Ungdomsfilm. Desuden sikrede Julie Borchhorst Andersens flotte præstation, i rollen som Sara, hende en nominering som Årets Bedste Kvindelige Hovedrolle ved både Robert og Bodil uddelingerne 2011.

Debuterende instruktør
Allerede med sine kort- og novellefilm har spillefilmsdebutanten Kaspar Munk bevist, at han er en mand med kontrol over sine billeder.

I "Hold om mig" fortæller han gennem fire forskellige børn en historie om skolegårdens magtforhold og mobbehierarkier - og elevernes vidt forskellige måder at håndtere det på.

Historien er velkendt, ikke mindst fordi vi alle har været der selv, men for Kaspar Munk er den i sig selv dragende skoletragedie kun afsæt for en elegant realiseret skildring af moral og konsekvens, fortalt til tonerne af Mikael Simpson - og helt uden pegepind.

Intenst ungdomsdrama
Sara er klassens stille pige, som Mikkel har et godt øje til. Louise har været kæreste med Hassan, som er ven med Mikkel, og som måske er ved at være lidt træt af Louise.

Men i kølvandet på en række små, tilsyneladende ubetydelige begivenheder, udvikler det, som skulle have været en ganske almindelig skoledag for Sara, Mikkel, Louise og Hassan sig til et tragisk vendepunkt, som gør, at intet nogensinde bliver det samme igen...

Et intenst ungdomsdrama om mobning, ansvar, afmagt og isolation.