Adobe Mighty Pen og Napoleon lineal til de kreative

edbpriser.dk 09-05-45684 07:06

Adobe, der er bedst kendt for Photoshop og andre kreative digitale værktøjer, bevæger sig nu ind på hardwaremarkedet med noget så simpelt som en pen og en lineal, der slet ikke er så simple alligevel.

Som man kan se i videoen herunder, er Mighty og Napoleon rettet mod en kreativ målgruppe, som har brug for at nedfælde idéer og skitser på papir for siden at overføre dem til et digitalt medie.

Læs også: Tag din stationære PC på skødet

Papirdelen vil Adobe med Mighty og Napoleon springe over, så man kan skrive og lave skitser direkte på sin tablet og samtidig gemme dem i skyen.

Mighty Cloud Pen

Adobe Mighty Cloud Pen
Adobes Mighty stylus pen adskiller sig fra andre lignende digitale skriveredskaber ved at være tryk-sensitiv og forbundet til skyen.

Sensitiviteten overfor brugerens tryk giver ifølge Adobe en meget naturlig tegneoplevelse, der yderligere er forstærket af finger-gestik til viskelæder-funktion samt fortryd og genskab.

Mighty Cloud Pen kan også tilgå Adobes egen Creative Cloud ved et tryk pen stylus'ens knap, der frembringer en lille menu, hvorfra man kan vælge forskelligt værktøj fra Adobes andre kreative programmer.

Man kan for eksempel vælge en blyant eller pensel fra Photoshop og derefter vælge farver fra Kuler, og i videoen ser det ud til at fungere helt gnidningsfrit.

Læs også: ASUS' nye ZENBOOKS får Gorilla Glass 3 overflade

Mighty Cloud Pen giver også adgang til et Cloud Clipboard, hvor man kan gemme og opbevare sine skitser og tegninger og fremkalde dem og bruge dem i sin aktuelle tegning.

Det er også muligt at flytte elementer fra sin tablet og over på sin smartphone ved hjælp af Mighty Pen, hvor man så kan arbejde videre, fordi din identitet og dit indhold er forbundet med stylus'en.

Napoleon lineal

Adobe Napoleon lineal
Adobes korte lineal er opkaldt efter den lille korte kejser (engelsk: "short ruler") og er et smart værktøj, som gør det nemt både at tegne lige streger og buer, der kan varieres og vinkles med stor kontrol takket være linealen.

Adobe frigiver også en applikation kaldet Project Parallel, der kan arbejde sammen med og udnytte Napoleon linealens muligheder.

Samtidig kommer Adobe med en anden applikation, Project Contour, der lader dig tage billeder med din smartphone af objekter eller en form, som du så kan overføre til din tablet og arbejde videre med.

The New Creative

Adobe lancerer alle disse ting under overskriften The New Creative, da de er stilet til den nye generation af kreative mennesker, som er vokset op med og fortsat vil arbejde på digitale medier.

Læs også: iPad 5 sammenlignet med iPad 4 i ny video

Både Mighty Cloud Pen og Napoleon linealen forbindes til tablet og smartphone via Bluetooth LE (Low Energy), og de er i første omgang kun kompatible med iPad og iPhone.

Om Adobe vælger at gøre dem tilgængelige for andre operativsystemer fortæller de ikke noget om på nuværende tidspunkt.

Mighty Cloud Pen og Napoleon linealen skal produceres af Adonit og kommer på markedet i starten af 2014. Priserne er ikke oplyst.

 

Kilder: Adobe og SlashGear