Alt du skal vide om Google-fladskærmen fra Sony

edbpriser.dk 16-06-42774 13:40

Tidligere på ugen afslørede Sony alle detaljer om sin længe ventede fladskærm, der har Google TV indbygget.

Google TV er søgegigantens bud på at få fjernsyn og internet til at smelte sammen.

Mens Logitech tidligere har fremvist Google-boksen Revue, der sender din nuværende fladskærm på nettet, så udmærker Sonys tv sig ved at være det første rigtige Google-fjernsyn.

Det har altså både hard- og software indbygget til at give dig en onlineoplevelse, som Google har skræddersyet.

Fladskærmen kaldes Sony Internet TV, og den fås i størrelserne 24, 32, 40 og 46 tommer. Priserne ligger mellem 599 dollar, cirka 3.200 kroner, og 1.399 dollar, cirka 7.500 kroner.

Alle fjernsyn er baseret på den moderigtige LED-teknologi - på nær LCD-modellen på 24 tommer - og det er kun amerikanerne, som kan få fingre i Sony Internet TV. Fladskærmene er ude i de amerikanske butikker i løbet af oktober.

Kører på Android-platform
Google TV kører på søgegigantens Android-platform, som vi kender fra mobiltelefoner.

Der er dog i første omgang ikke adgang til Android Marked, hvor det er muligt at downloade apps, altså små programmer. Ifølge Sony vil det først være muligt at downloade indhold fra Android Marked til fladskærmen i begyndelsen af 2011.

Fjernsynet har dog allerede en række pre-installerede programmer, der fungerer med YouTube, Twitter og musiktjenesten Pandora.

Selve brugergrænsefladen er bygget op omkring browseren Google Chrome.

Remote til Sony Google TV

For at styre løjerne på skærmen kræver det et godt greb om fjernbetjeningen, der er udstyret med et QWERTY-tastatur.

Det vil sige samme placering af bogstaver, som du kender fra keyboardet på dit skrivebord.

Brug din Android-mobil som fjernbetjening
Hvis du har en Android-mobil, vil det også være muligt at bruge den som fjernbetjening. Det kræver dog, at du downloader en app til telefonen fra Andoid Marked.

Sonys Internet TV går på nettet via Wi-Fi, så du slipper for at trække kabler gennem stuen.

Sony har ikke meldt ud, om vi kommer til at se Sony Internet TV herhjemme.

Denne artikel blev oprindeligt bragt på www.pcworld.dk