Amazon vil levere pakker med droner

edbpriser.dk 11-10-45889 23:03

I et indslag i programmet "60 Minutes", hvor værten Charlie Rose var på besøg hos Amazon, blev det afsløret, at verdens største online forhandler går med vilde planer om fremtidens pakkeleveringer.

Under navnet Amazon Prime Air vil firmaet gøre det muligt at bestille levering af sine indkøb indenfor en halv time ved hjælp af en lille drone-helikopter.

Læs også: Samsung udvikler smartphone med skærm på tre sider

Drone-helikopteren kan bære en pakke på op til cirka 2,3 kilo, og da 86% af alle Amazons leverancer vejer mindre end det, vil langt de fleste af Amazons ordrer kunne blive leveret sådan.

Man skal dog bo i en radius af 16 kilometer fra et Amazon lager, for at kunne benytte Prime Air, da det er så langt drone-helikopteren kan klare at flyve, hvis den også skal nå hjem igen.

Amazon Prime Air kommer om nogle år

Jeff Bezos lover højt og helligt i programmet, at Amazon Prime Air vil komme til at virke, og at det vil komme engang i fremtiden.

Vi skal dog nok vente omkring fire eller fem år endnu, da Amazon skal have clearet systemet med de amerikanske luftfartsmyndigheder, og de skal også lige færdigudvikle systemet, så det ikke dropper kasserne i hovedet på folk.

Læs også: Smartphone i julegave til under 1.000 kroner

I videoen herunder ser det dog ud til at være en glimrende - og hurtig - måde at få leveret sine pakker på, så forhåbentlig kommer det til at virke, og om fire til fem år kan dronerne vel også klare endnu flere kilometer på en enkelt opladning.

Og så er det vel også bare et spørgsmål om tid, før forhandlerne på EDBpriser følger efter, når de nu allerede kan tilbyde samme-dag-leverance i samarbejde med Post Danmark.