Apple gjorde det igen: iPhone 6s slog alle salgsrekorder

edbpriser.dk 29-09-2015 09:09

I 2014 rundede salget af de nye iPhone modeller, 6 og 6 Plus, 10 millioner i den første weekend, hvilket var yderst imponerende.

Derfor har presset været stort på Tim Cook & Co for at se, om de kunne gøre kunststykket efter, nu hvor de ikke - som sidste år - havde den store nyhed med en iPhone med større skærm at hænge salget op på.

13 millioner solgte iPhone 6s og 6s Plus

Men man skal ikke undervurdere Apple i disse tider, for selskabets uden sammenligning bedst sælgende produkt blev langet over disken ikke mindre end 13 millioner gange i den forløbne weekend.

Læs også: De bedste nyheder i iOS 9 ifølge anmelderne

Apple har da også lavet et par tiltag, der har hjulpet med at slå sidste års rekord, da det for eksempel har været muligt at forudbestille iPhone 6s og 6s Plus i to uger mod kun en uge i 2014.

iPhone 6s og 6s Plus

Samtidig har Kina for første gang været blandt de lande, hvor de nye iPhone modeller blev sat til salg fra starten, og da Kina er et af Apples vigtigste vækstområder for tiden, har det helt sikkert også hjulpet med til at slå rekorden.

iPhone står for 70% af Apples indtjening

Som vi har skrevet tidligere, står salget af iPhone for næsten 70% af Apples omsætning, og for at anskueliggøre hvor mange penge æblefabrikken tjener på deres smartphone, kan du se sammenligningen herunder.

Apples iPhone omsætning sammenlignet med andre store virksomheders samlede omsætning
Apples iPhone omsætning sammenlignet med andre store virksomheders samlede omsætning. Kilde: Statista .

Her er Apples omsætning alene på iPhone salget sat op mod den samlede omsætning hos store virksomheder som HP, Amazon og Microsoft i det seneste kvartal.

Læs også: Mere plads og mindre priser i Apples iCloud

Det er utrolige beløb, Apple kan hive hjem på salg af deres iPhone, og det ser ikke ud til, at toppen er nået endnu.

iPhone 6s og 6s Plus kommer officielt til salg i Danmark den 9. oktober, men du kan allerede nu begynde at sammenligne priser på Apples nye modeller her på EDBpriser.

Læs alt om nyhederne i iPhone 6s og 6s Plus her


Kilde: BGR