Apple lancerer iOS 8 og Yosemite OS X

edbpriser.dk 04-04-46391 23:30

Apple havde, med vanlig sans for et godt sceneshow, inviteret til en stor præsentation af nyheder på WWDC14 (Apple Worldwide Developers Conference 2014).

Det svirrede som sædvanlig med rygter op til konferencen, hvor gættene blandt andet lød på et iTV og et iWatch – det blev dog ved rygterne i denne omgang.


Intet iWatch eller iTV blev annonceret af Apple på WWDC14.

Apple lancerede i stedet iOS 8 med en række spændende nyheder og en opgradering til OS X, der får navnet Yosemite efter den amerikanske nationalpark. Vi får dog ikke iOS 8 at se før til efteråret.

Det kendetegner nyhederne fra konferencen, at der over hele linjen er fokus på større integration mellem Apples forskellige produkter.

Hjælp til helbredet

Samsung har i et stykke tid haft fokus på at integrere smartphonen i ens sunde liv. Rygterne har i længere tid peget på, at også Apple ville bevæge sig den vej, og det er da også det, som den måske mest interessante nyhed ved iOS 8 omhandler.


HealthKit vil blandt andet kunne måle din kalorieforbrug og søvnmønster.

Det er nemlig iOS’ nye app Healthkit, som er en platform for forskelige sundhed- og fitnessapps, der lader de forskellige apps kommunikere og dele data. De forskellige apps vil kunne findes inde i ens Health-app.

Læs også: iPad får split-screen multitasking 

Der er altså åbent for, at forskellige udviklere kan lancere apps, der dækker hver sit aspekt af helbredet, hvorefter man selv kan sætte ens foretrukne kombination sammen. Mon ikke vi vil se firmaer som Nike og Adidas komme på banen her.

Delingsaspektet ved Healthkit udvider Apple faktisk til at gælde hele iOS 8. Det mobile styresystem tillader nu for første gang, at apps kan dele data, hvilket kan lede til et væld af muligheder for samspil mellem forskellige programmer.

Mac og iPhone knyttes tættere sammen

Apple lagde ved konference også stor vægt på integrationen mellem ens iPhone og Mac. En bruger med både Yosemite og iOS 8 vil endda kunne besvare et opkald til sin iPhone gennem sin Mac, selv om telefonen ligger i et helt andet rum og oplader. Dette kalder Apple for Continuity.


Med Continuity vil man kunne svare et opkald med iPhone, Mac eller iPad.

Man kan således også aktivere internetdelingsfunktionen på en iPhone gennem ens Mac-computer og sende og modtage beskeder på computeren, helt uden at bruge sin iPhone fysisk.

Læs også: Rygte: Store iPhone 6 modeller i august eller september

Airdrop virker nu både på iOS og OS X enheder, og Apple lancerer også iCloud Drive, der bliver et synligt drev i stil med Dropbox, hvor man kan gemme filer. iCloud Drive bliver endda tilgængelig for Windows-brugere.

Billeder i skyen og smartere Siri

iOS 8 sikrer, at du aldrig igen kommer til at miste billeder, du har taget med din iPhone eller iPad. iCloud er nemlig integreret i Photos med iCloud Photo Library. Det betyder også, at dine billeder altid er tilgængelige, ligegyldig om du bruger din iPhone eller iPad. Denne funktion skulle også komme i Yosemite.

Samtidig betyder det udvidede samspil mellem apps i iOS 8, at funktioner i billedredigeringsapps fra App Store kan bruges direkte i Photos. Det udvider altså mulighederne for redigering kraftigt, ligesom redigeringen lettes betydeligt ved at begrænse det til Photos.

Siri har også fået en overhaling og er nu i stand til at genkende sange. Det giver mulighed for, at man også kan bruge Siri til at købe sangene i iTunes. Siri kan nu også forstå hele 22 sprog. Hvilke sprog, der er tale om, er endnu ikke afsløret, men vi kan jo altid håbe på, at dansk er iblandt dem.

Smart Home

Meget tyder på, at hjemmet er det næste område, der skal være smart. Her er Apple også med, hvor de vil forbedre samarbejdet med udviklere af smarte produkter til hjemmet. Det er for eksempel intelligente termostater, lamper og alarmsystemer.


Flere smarte produkter i hjemmet vil kunne styres fra ens iPhone.

Craig Federighi, software-chef hos Apple, fortalte til konferencen, at man skal kunne være i stand til at sige ”Siri, gør klar til at gå i seng”, hvorefter lyset i huset dæmpes og alle døre låses.

Læs også: Derfor laver Apple en større iPhone

Appen, der skal integrere diverse Smart Home produkter, hedder HomeKit, og den vil være en platform, hvor de forskellige produkter skal kunne arbejde sammen ligesom de forskellige sundhedsapps i HealthKit.

Opgraderinger af iMessage og iTunes

iMessage får også en række opgraderinger, hvor Apple har hentet inspiration fra forskellige steder. Man kan nu give en ’Do not disturb’ besked i gruppesamtaler, forlade en beskedtråd eller fjerne deltagere fra en samtale i stil med Facebooks Messenger.

iMessage giver også mulighed for at sende talebeskeder, hvor Apple også har ladet sig inspirere af Snapchats succes. Man kan nemlig sende talebeskeder eller videoer, der sletter sig selv efter et kort stykke tid.


Man vil kunne sende talebeskeder i det nye iMessage.

Selve keyboardet er også blevet forbedret, da det i iOS 8 vil være i stand til at forudse de ord, du vil bruge, baseret på analyser af din skrivestil. Keyboardet hedder QuickType, og Android-brugere vil genkende konceptet fra det populære Swiftkey, der faktisk også vil kunne integreres med det nye iMessage keyboard.

Læs også: Smart modulært cover til iPhone 5s

Med iOS 8 kan op til seks familiemedlemmer dele indhold købt på iTunes, hvor forældre også kan give lov til og have kontrol over, hvilket indhold der kan købes af familiens børn, uden at forældre og børn behøver at være sammen fysisk.

Som sagt kommer iOS 8 først til efteråret, men nu ved vi i det mindste, hvad vi har i vente. Så satser vi på, at det er iWatch, iTV eller en helt tredje ting med i foran, som Apple har til os næste gang.