Apple rykker tættere på mobil-betaling

edbpriser.dk 28-09-46043 20:40

Ifølge Wall Street Journal, er Apple i fuld gang med at geare firmaet til en fremtid, hvor mange flere transaktioner med fysiske varer kan foretages med mobiltelefonen.

På nuværende tidspunkt kan man godt købe enkelte varer i Apples fysiske butikker ved hjælp af en iTunes konto med et tilknyttet kreditkort, men hvis det står til Apple og flere andre aktører, vil vi alle snart kunne klare de fleste af vores indkøb med teknologi, der er indbygget i eller tilknyttet vores mobiltelefoner.

Læs også: iPhone 6 får større skærm

Forrester Research har analyseret sig frem til, at amerikanerne alene vil bruge $90 milliarder på mobile betalinger i 2017 mod $12,8 milliarder i 2012.

Så det er et potentielt stort marked, der nok kun vil vokse endnu mere i de følgende år, som Apple nu forsøger at blive en vigtig del af i skarp konkurrence med blandt andet Google og eBay med deres PayPal betalingssystem.

Potentialet er enormt for Apple

Med flere hundrede millioner kreditkort tilknyttet Apples iTunes Store, og solgte hardware-enheder der løber op i omkring 375 millioner for iPhone og 155 millioner for iPad, er der et enormt potentiale for Apple, når det kommer til betaling med mobiltelefon eller tablet.

Derfor er Apples topfolk nu begyndt at mødes med ledende folk fra handelsindustrien, der skal kunne modtage de mobile betalinger, og samtidig er de ved at samle en afdeling, der skal fokusere på udviklingen af denne del af Apples fremtidige forretning.

Læs også: Her er fem smarte trick til din iPhone og iPads browser

Apple har desuden tidligere på måneden søgt om at få patent på en teknologi, der lader brugeren betale for en vare ved at sende et signal fra mobiltelefonen til en trådløs modtager.

Verifikationen af denne handel kunne meget vel blive foretaget med den indbyggede fingeraftrykslæser, som indtil videre kun er i iPhone 5s, og det hele kan være koblet sammen med det kreditkort, som de fleste i forvejen har tilknyttet deres iTunes konto.

Som Denee Carrington fra Forrester Research beskriver det: "Apple er så absolut den sovende kæmpe i betalings-verdenen. De har alle mulighederne, men de har bare ikke sat alle delene sammen endnu".

Det er de så i gang med nu.