Apple vil skifte batteriet i din iPhone 5 gratis

edbpriser.dk 26-08-2014 08:23

Alle kender til, at batteriet i ens smartphone bliver lidt sløvt efter længere tid, og nogle batterier bliver endda så dårlige, at de skal skiftes.

Hvis det er sket for din iPhone 5, så kan der være en ret så god grund til det. Nogle af dem blev nemlig solgt med et dårligt batteri, hvorfor Apple måske vil skifte batteriet på din iPhone 5 gratis.

Kun en lille procentdel er ramt

Det er dog kun en lille procentdel af Apples mange solgte iPhones, der fik et dårligt batteri, så du skal måske ikke blive for håbefuld for tidligt.

Symptomerne på et dårligt batteri skulle være, at batteriet efter et stykke tid løber tør for strøm meget hurtigere, og at det ofte har brug for opladning.

Læs også: Sådan ser iPhone 6 ud

Det er jo ikke særlig specifikke symptomer, men hvis du købte din iPhone 5 mellem september 2012 og januar 2013, og hvis den har det rette serienummer, så kan du være heldig at få udskiftet dit batteri ganske gratis. Apple vil endda erstatte et eventuelt beløb brugt på udskiftning af batteriet.

Du kan få tjekket dit serienummer her. Hvis det viser sig, at du har købt en af modellerne med dårligt batteri, så kan du få det skiftet efter den 29. august.