ASUS er en mulig køber af HTC - Opdateret

edbpriser.dk 23-03-47415 15:20

Asustek Computer vil gerne være en stor spiller på mobilmarkedet, ligesom de er det på PC og hardware, og samtidig kæmper HTC med røde tal på bundlinjen, så det kan muligvis ende med en overtagelse fra ASUS' side.

Det rapporterer PCWorld fra et møde for ASUS' aktionærer i fredags, hvor ASUS' topchef, Jonney Shih, ikke ville afvise købet, da han blev spurgt direkte til det.

Læs også: Sådan får du nemt mere plads på din smartphone eller tablet

Der er dog ikke nogen formel købsproces i gang ifølge en ASUS talsmand.

HTC er presset

HTC var nogle af de første på markedet med gode smartphones, men trods de meget roste HTC One modeller, som de har lanceret de seneste år, har producenten svært ved at tjene penge for tiden.

HTC er presset af både Apple, Samsung og ikke mindst de fremadstormende kinesiske producenter, der sender gode smartphones på markedet til konkurrencedygtige priser.

Læs også: Samsung patent transformerer Android mobil til Windows bærbar

Det har resulteret i, at HTC's aktiepris er blevet mere end halveret i løbet af 2015, så det kunne meget vel være det rette tidspunkt for ASUS at købe deres taiwanske konkurrent.


Opdatering 15/6 2015:

HTC er ikke interesseret i at blive købt af ASUS

Som følge af ovenstående udtalelse fra Jonney Shih og de deraf følgende rygter, har HTC udsendt en pressemeddelelse, hvor de afviser ASUS som en mulig køber.

"Vi afviser på det kraftigste rygterne. Vi har ikke kontaktet Asustek og vil ikke overveje en overtagelse. Som et internationalt varemærke vil HTC fortsætte med at designe innovative produkter i verdensklasse og stræbe efter perfektion", lyder det klare budskab fra HTC.

Spørgsmålet er så, om de kan modstå en overtagelse, hvis aktierne bliver ved med at styrtdykke...

Via TechCrunch