ASUS PadFone og tablet til kun 1.400 kroner

edbpriser.dk 15-10-2014 08:01

ASUS har opnået en moderat succes med deres smartphone-og-tablet combo, PadFone, der ganske fikst lader mobiltelefonen docke med en tablet, der så bliver drevet af mobilens hardware men til gengæld har indbygget batteri og den større skærm at byde på.

Priserne på en PadFone med tilhørende tablet har indtil nu været ganske fornuftige og ligget mellem 2.300 - 6.000 kroner alt efter specifikationer her på EDBpriser, hvor de har været tilgængelige siden 2012.

Læs også: Gør mobilen til en tablet - anmeldelse af ASUS PadFone A86

I USA er ASUS PadFone først kommet på markedet i år, og den 24. oktober stiller det amerikanske teleselskab AT&T en PadFone X Mini til rådighed for sine kunder for kun 1.400 kroner på et forudbetalt taletidskort-abonnement.

Til den pris får man en 4,4 tommer PadFone og en 7 tommer tablet, som har plads til mobiltelefonen på bagsiden.

Første 4G mobil med Intel indmad

ASUS og Intel indgik tidligere på året i et samarbejde om at udvikle mobile produkter, og PadFone X Mini er den første 4G mobil med Intel hardware, der tæller både modem og processor i form af en budgetvenlig Dual-Core 1,6 GHz Atom processor.

ASUS PadFone X Mini

Det budgetvenlige hardware betyder naturligvis også, at PadFone X Mini ikke er den allerskarpeste mobil på hylden, men man får alligevel en tablet skærm 1280 x 800 px opløsning, mens mobiltelefonens skærm kun er på 854 x 480.

Kameraet på PadFone X Mini er på beskedne 5 MP.

Ifølge The Verge lover ASUS, at PadFone X Mini kan køre op mod 16 timer alene og omkring 28 timer, når den er docket i tablet-delen.

Læs også: LG G3 vinder global test af mobil netværkshastighed

Hvornår PadFone X Mini bliver introduceret udenfor USA, har ASUS ikke oplyst, men det afhænger måske også af det billige bundles succes.