ASUS' Transformer Book er blevet opdateret

edbpriser.dk 01-06-2015 15:26

ASUS har ikke ligget på den lade side op til Computex messen, som bliver afholdt i denne uge i Taiwan.

Nye ZenPad tablet-PC'er, et nyt ZenWatch, ny ZenFone og en ny Transformer Book kaldet T100HA er alle blevet præsenteret, og sidstnævnte bliver et af de første produkter fra hardware-giganten, som bliver født med Windows 10 installeret.

Læs også: Lille og fleksibel Chromebox

ASUS' Transformer Books er blevet meget populære på grund af deres store fleksibilitet og fornuftige priser, og det ser umiddelbart ud til, at T100HA vil have de samme kvalifikationer, da prisen vil starte omkring de 2.400 kroner for den mindste model og gå op til cirka 3.200 kroner.

For de penge får man en 10,1 tommer 2-i-1 PC, der fungerer både som en tablet og en bærbar PC med sit aftagelige tastatur.

Intels nye Cherry Trail processor installeret

ASUS Transformer Book T100HA minder på mange måder om sine forgængere, men den bliver udstyret med en af Intels nye Atom X5 Cherry Trail processorer.

ASUS Transformer Book T100HA farver

Den indbyggede harddisk plads går fra 32 til 128 GB, mens man kan vælge mellem 2 eller 4 GB RAM, og batteritiden skulle kunne snige sig op på hele 14 timer.

Ligesom Apples nyligt lancerede MacBook får ASUS Transformer Book T100HA også det vendbare USB-C stik, og der er desuden blevet plads til et micro HDMI stik, en micro USB port og mulighed for at udvide lagerpladsen med et microSD-hukommelseskort.

I det aftagelige tastatur finder man tillige en USB 3.0 port.

ASUS Transformer Book T100HA har også to kameraer på henholdsvis 5 og 2 MP.

Læs også: Lille og billig Windows PC fra Dell

En af grundene til den lave prislap kan findes i skærmopløsningen, der blot kommer til at lyde på enten 1280 x 800 eller 1366 x 768 px alt efter model, hvilket ikke ligefrem er toppen af poppen, men det skal man jo heller ikke forvente til den pris.

ASUS Transformer Book T100HA kommer på markedet i efteråret.


Kilde: TechRadar