Bag om Smegs kompromisløse æstetik

edbpriser.dk 21-06-46150 02:23

Når blikket falder på et produkt fra italienske Smeg, er man ikke i tvivl. Smeg er et firma, der ved hvad design er værd. Det betyder ikke, at funktionaliteten halter. Smeg er teknologimæssigt mindst på højde med dens konkurrenter.

Det handler snarere om, at Smeg tror på, at du er mere interesseret i design, der tager vejret fra dig, end fancy gadgets du aldrig bruger mere end en gang.

Denne filosofi kommer til udtryk i de seks designserier, vi præsenterer for dig her.

Newson


Her er det en kogeplade, der har været under kærlig behandling af Newson.

Som navnet antyder, så står designeren Marc Newson bag designserien Newson. Han har sat sit præg på seriens bløde former og ergonomiske design i farver, glas og rustfrit stål. Du finder ovne og kogeplader i denne serie.

Cortina


Cortina-serien er kraftigt inspireret af smedejernskunst.

Designet bag Cortina-serien er kommet til verden i et samarbejde mellem Smeg og smedejernskunstneren Giancarlo Candeago.

Læs også: Drømmer du også om hjem præget af stil og design?

Den gamle håndværkstradition for smedejern blev udøvet til perfektion i de italienske alper, og det er under indflydelse af denne tradition, at Cortina-serien blev skabt. De polerede overflader og detaljer giver et luksuriøst og tidløst præg på denne serie, der omfatter kogeplader og ovne.

Colonial


Colonial-serien kan også kendes på disse anderledes betjeningsknapper.

Med Colonial-serien har Smeg forsøgt at genskabe stemningen og varmen fra de køkkener, man måske kan huske fra ens barndom. Det er smagfulde og klassiske produkter, der sammen skaber et hyggeligt og sofistikeret look. Her finder man komfurer, mikrobølgeovne og kogeplader.

Linea


Linea-serien er godt eksempel på minimalistisk design, når det er allerbedst.

Linea-serien skiller sig ud i kraft af dens minimalistiske design og store kapacitet. Kombinationen af glas og rustfrit stål giver et skarpt design, der emmer af modernitet og funktionalitet. Du finder kogeplader, espressomaskiner og emhætter med Linea design.

Classic


Rene linjer og rustfrit stål. Det går her op i en højere enhed.

Smegs Classic-serie er udviklet i samarbejde med den italienske designer Guido Canali, og også denne serie er præget af brugen af rustfrit stål. Classic-serien er desuden kendetegnet af de unikke betjeningsknapper og ovnhåndtag, hvis rene linjer understreger billedet af moderne industrielt design. Denne serie omfatter mikrobølgeovne, kogeplader og ovne.

50’s Retro Style


Smeg bringer halvtredserne tilbage i køkkenet med denne serie.

Denne serie dyrker nostalgien og består af køleskabe, opvaskemaskiner, frysere og vaskemaskiner med bløde former og smukke farver. 50’s Retro Style er inspireret af halvtredserne, og hvidevarerne i denne serie er meget mere end bare hvidevarer. De er nemlig skabt til at bringe et friskt pust til dit hjem i form af hvidevarer med en identitet og historie.