Billigere iPhone 5c på vej

edbpriser.dk 19-03-2014 14:54

Apple topchef, Tim Cook, har ved en tidligere lejlighed indrømmet, at salget af iPhone 5c slet ikke har levet op til firmaets forventninger.

For nylig kunne DigiTimes så afsløre, at Apple lige nu sidder på mere end 3 millioner iPhone 5c mobiltelefoner, som de ikke kan få solgt.

Læs også: iPhone står for 70% af Apples indtægt i 2014

Det er ikke fordi, det truer Apple med nært forestående ruin, men det er dog en meget uvant situation for selskabet, der plejer at sælge deres nye telefoner hurtigere, end de selv kan nå at lave dem.

Lidt billigere 8 GB iPhone 5c på vej

Om det skrantende salg skyldes iPhone 5c's farverige udseende, eller - mere sandsynligt - at iPhone 5c ikke er særlig meget billigere end iPhone 5s, hvilket får Apples kunder til at gå efter den mobil med den nyeste teknologi, vides ikke med sikkerhed, men nu prøver Apple sig i hvert fald med en billigere model.

Visse medier er hoppet i med begge ben og har kaldt den nye iPhone 5c med kun 8 GB indbygget hukommelse for et "prischok", men hvis man kigger på priserne i den engelske Apple Online butik, skal man have meget lave forventninger for at få et chok over den nye pris.

iPhone 5c priser på Apples engelske hjemmeside
iPhone 5c priser på Apples engelske hjemmeside.

Beskedne £40 mindre er prislappen på en iPhone 5c med 8 GB hukommelse, der i øvrigt ikke kan udbygges med et hukommelseskort, og så ender vi fortsat med en dansk pris helt oppe omkring de 4.000 kroner.

Lige nu står den billigste iPhone 5c med 16 GB hukommelse til 4.599 på Apples danske side, så en 8 GB udgave burde ikke engang ryge under 4.000 kroner hos dem.

Læs også: Stor iPhone 6 bliver et kryds mellem iPhone 5c og iPod nano

Man kan godt få en iPhone 5c Pink 16 GB til cirka 3.900 kroner på EDBpriser lige nu, men selv vores forhandlere vil få svært ved at kalde Apples nye pris for et prischok.

Om det er nok til at lokke flere kunder ind i Apples iPhone 5c-fold er derfor tvivlsomt - her skal Tim Cook & Co. nok ud med en reel prisnedsættelse.