Blu-ray status november 2010

edbpriser.dk 26-11-2010 09:36

Denne artikel bringes i samarbejde med Recordere.dk

Nu har Blu-ray været på markedet i nogle år, og her kommer en frisk status. Trods finanskrise så vokser tilslutningen til formatet.

Det fortalte Blu-ray-forum på et pressemøde i København onsdag.

Flere får Blu-ray afspillere
Der er 375.000 afspillere på det danske marked nu, inklusiv PlayStation 3. I 2010 alene er der solgt ca. det samme antal afspillere som for årene 2007, 2008 og 2009 tilsammen.

Det engelske analyseinsitut Futuresource forventer, at Blu-ray i 2014 har nået en udbredelse til 55% af de danske hustande.

Der sælges godt med film
I årets første 10 måneder er der solgt knap 900.000 Blu-ray film herhjemme. Næste år venter Blu-ray-forum, at det tal vil være fordoblet for i 2014 at være steget til mellem 4-5 mio. film per år.

Blu-ray vil dog ikke overhale DVD som danskernes foretrukne filmformat på medier indenfor de næste mange år. Der sælges nemlig fortsat 28-29 mio. DVD film om året herhjemme.

Men da filmene på Blu-ray typisk er dyrere end på DVD, så er omsætningen højere. Lige nu hentes 14% af omsætningen på film ind via Blu-ray, og næste kvartal venter branchen, at dette tal er steget til 18-19%.

"Avatar" hitter
"Avatar" er storsællert. Filmen har solgt ca. 60.000 eksemplarer af combi-udgaven med DVD og Blu-ray i samme boks, og ca. 30.000 af den nye extended Blu-ray version.

Men titler som "Alice i Eventyrland", "Sherlock Holmes" og Stieg Larssons triologi har også solgt godt.

I alt er der 2000 Blu-ray titler på det nordiske marked nu.

3D Blu-ray
Salget af biografbilletter til film i 3D går godt, og Blu-ray-forum forventer at kunne føre det over på Blu-ray.

"Avatar" solgte 1,2 mio. biobilletter herhjemme, og af dem var 79% til 3D udgaven. Til "Alice i Eventyrland" blev der solgt 310.000 biobilletter med 72% til 3D forestillingen, mens det på den nye "Toy Story 3" var 64% som valgte 3D.

Det vrimler dog ikke med 3D Blu-ray titler på markedet. Inden årets udgang vil der være udgivet blot 16 rigtige 3D Blu-ray film i USA, og herhjemme er tallet endnu lavere.

Dertil kommer, at flere titler bundles med produkter. Panasonic har eksempelvis eneret på "Avatar" 3D i et år, hvilket betyder, at den film først ventes at komme i almindelig handel fra 2012. For tiden kan filmen dog fås ved køb af et Panasonic 3D produkt.