Brug IKKE din Xperia smartphone under vand

edbpriser.dk 11-09-2015 13:26

Sonys Xperia smartphones er berømte for deres modstandsdygtighed overfor støv og især vand, hvor et billede som det ovenstående (uden det røde kryds) ofte er blevet brugt til at vise, hvor meget en Xperia mobil kan klare, og der har sågar været en historie fremme om en Xperia Z2 mobil, der overlevede seks uger i havet.

Læs også: Huawei kom før Apple med en Force Touch mobil

Nu har XperiaBlog imidlertid opdaget, at Sony har ændret teksten på deres hjemmeside, så de ikke længere anbefaler brugerne at tage mobilen med i poolen eller ud og snorkle.

Brug IKKE din Xperia mobil under vand

På hjemmesiden fremgår det nu, at man kan "tage billeder og filme video i våde omgivelser, men at man skal huske ikke at bruge enheden under vand".

Hvad der har fået Sony til at ændre anbefalingerne vides ikke, men det er oplagt at konkludere, at der har været for mange Xperia mobiler, som har taget skade efter en tur i bølgen blå.

Mange af Sonys Xperia mobiler er ellers IPX7 certificerede, hvilket betyder, at de kan tåle at være nedsænket i 1 meter dybt vand i 30 minutter, men noget kunne tyde på, at det ikke er det samme som, at de kan holde til at folk morer sig med dem, mens de er ude og svømme.

Sony Xperia Z1 under vand
Reklamebillede fra lanceringen af Sony Xperia Z1.

Som Sony også skriver på deres hjemmeside om IPX7 certificeringen: "Sonys enheder, som bliver testet for deres vandtæthed, bliver forsigtigt placeret i en beholder med postevand og nedsænket til 1,5 meter. Efter 30 minutter i beholderen bliver enheden forsigtigt taget ud og får testet sine funktioner og features."

Og det er nok det med "forsigtigt", som vi skal bide mærke i, for det er jo ikke helt det samme som en gang tosserier med vennerne eller familien i havet.

Læs også: Moto X Play: Godt kamera og lang batteritid til en fornuftig pris

Under alle omstændigheder bør ejere af Sonys vandtætte Xperia mobiler stoppe med at tage dem med under vandet og nøjes med at glæde sig over, at de har en mobil, som fint kan bruges i regnvejr og med våde fingre.