Cristiano Ronaldo og Hugo sammen i nyt mobilspil

edbpriser.dk 24-01-47415 04:50

Superstjernen Cristiano Ronaldo har slået sig sammen med Hugo i "Ronaldo&Hugo: Superstar Skaters" - et helt nyt og actionfyldt eventyr til mobiltelefoner og tablets på både Android og Apples iOS.

I spillet skal duoen flygte gennem en farvestrålende verden fra ivrige paparazzier, og alle midler tages i brug. Her skal forhindringer forceres på skateboard, og mønter indsamles, mens der kæmpes om highscoren mod andre spillere.

"Ronaldo&Hugo: Superstar Skaters" er let at spille, svært at mestre og yderst velegnet til både de kortere og længere spilpauser.

Læs også: Sådan får du nemt mere plads på din smartphone eller tablet

Henrik Kølle, grundlægger og CEO for Hugo Games, udtaler: “Vi opnåede mere end 25 millioner downloads af de første mobilspil med Hugo i hovedrollen, takket være et utroligt stærkt brand. Vi er derfor ikke i tvivl om at Hugo har potentiale til at blive verdens største spilfigur - ikke mindst med Ronaldo ved sin side.”

Ronaldo&Hugo: Superstar Skaters - Henrik Kølle og Cristiano Ronaldo
"Ronaldo&Hugo: Superstar Skaters" - Henrik Kølle og Cristiano Ronaldo.

"Cristiano Ronaldos personlige kvaliteter sammenholdt med hans gode kontakt til fans både på banen og de sociale medier - her har han knap 200 millioner followers - er et perfekt match med vores egen verdenskendte spilfigur, Hugo. Sammen forventer vi, at de kommer til at sætte et markant aftryk i mobilspillenes verden i mange år. "

Både "Hugo Retro Mania" og "Hugo Troll Race" har tidligere leveret underholdende spiloplevelser i endless runner-genren, der er utrolig populær på mobiler. "Ronaldo&Hugo: Superstar Skaters" tager skridtet videre og tilsætter en ægte superstjerne i form af Cristiano Ronaldo.

Ronaldo&Hugo: Superstar Skaters

"Ronaldo&Hugo: Superstar Skaters" byder på flot HD-grafik sat i Las Vegas. Her vil spilleren komme til at opleve flere af den kendte bys varetegn både i dagtimerne og ved nattetide. Der loves masser af udfordringer og muligheder for at klæde superstjernerne på i smart tøj og lækkert gear.

Læs også: Lenovos laser projektor mobil kan lave touchskærm på bordet

Actioneventyret er tilgængeligt fra i dag. Du kan hente "Ronaldo&Hugo: Superstar Skaters" gratis på Google Play eller Apples App Store.

Hent "Ronaldo&Hugo: Superstar Skaters" til Android her

Hent "Ronaldo&Hugo: Superstar Skaters" til iPhone og iPad her