D-Link forvandler dine gamle højttalere til WiFi-højttalere

edbpriser.dk 08-09-2014 14:26

Den helt store trend for tiden indenfor højttalersystemer er WiFi-højttalere, der kan spille den samme musik i hele huset eller forskelligt musik i hvert rum. Især Sonos har haft stor succes med den slags højttalere.

Læs også: Mobil højttaler med god rækkevidde

Det kan dog være en smule dyrt at udskifte samtlige højttalere i hjemmet, når man vil have del i de glæder, som central styring af musikken i hele hjemmet giver. Det har D-Link en løsning på. Deres Music Everywhere kan nemlig gøre alle gamle højttalere til WiFi-højttalere.

Det kræver kun et jackstik

Music Everywhere forbindes med dine højttalere via et standard 3,5 mm jackstik, og derfor er en port til dette i dine højttalere, det eneste der skal til, før du også kan styre alt musik i hjemmet med din smartphone.


Music Everywhere er meget nem at sætte op og kan styres med din smartphone.

Music Everywhere sættes direkte i stikkontakten, og den er kompatibel med både iOS- og Android-enheder. Når den er forbundet til din højttaler, kan du styre højttaleren fra din tablet, smartphone eller andre smarte enheder, så længe de understøtter DNLA eller Airplay.

Dermed bliver det muligt at flytte musiknumre fra det ene rum til det andet eller spille et bestemt nummer i forskellige rum ved at forbinde højttalerne med forskellige Music Everywhere-enheder.

Læs også: Smart dims giver musikstreaming og DAB-radio i bilen

Hver Music Everywhere-enhed kan nå hastigheder på til 300 Mbps, og hver enhed er desuden en WiFi-extender, hvilket betyder, at den kan hjælpe WiFi-signalet igennem selv tykke vægge, så man oven i købet også får forbedret signal til ens computer, smartphone eller tablet.

Der er endnu ikke nogen forlydender om pris, men Music Everywhere skulle blive sat til salg i Europa fra d. 7. oktober 2014.