Dansk supermobil udstyres med B&O-lyd

edbpriser.dk 24-05-42807 10:20

Det seneste år har vi flere gange skrevet om den spændende mobil Lumigon T1, som den danske softwareudvikler Lars Gravesen står bag.

Ambitionsniveauet er tårnhøjt for mobilen, der kører Googles mobile Android-styresystem, men er blevet forsinket ad flere omgange.

Forsinkelsen skyldes, at designet er ændret, og mobilen nu er udstyret med en ny skærm. Samtidig har Lumigon skruet op for lydbilledet ved at integrere ICEpower fra Bang & Olufsen.

Denne lydteknik er blandt andet tidligere anvendt i den elegante og B&O-lignende bærbar Asus NX90 og udsletter den dåselyd, som mange indbyggede højttalere normalt udsender.

Sælger sig på de skandinaviske dyder
For at tage kampen op mod giganter som Samsung, HTC og Sony Ericsson, der alle har Android-modeller til salg, forsøger Lumigon at sælge sig selv på sit skandinaviske udseende.

Det er derfor det nordiske design af mobilen præget af stål, aluminium og en ridsefri skærm, der skal gøre den til et interessant alternativ.

I første omgang skulle et lille parti af T1 være klar her i slutningen af året, mens der skrues op for produktionskedlerne efter nytår.

Gode specifikationer
Mobilen er baseret på Android 2.2 - og dermed den aktuelt nyeste version af Googles mobile styresystem.

Skærmen er 3,5 tommer og trykfølsom, og opløsningen er 480 gange 800 pixel. Telefonen har GPS, fem megapixel kamera med blitz og HDMI-port.

Lumigon T1 forventes at koste omkring 4.500-5.000 kroner uden abonnement.

Lumigon arbejder også på en anden telefon, S1, der både har trykfølsom skærm og slide-tastatur. Den vil først ankomme engang efter sommerferien.

Denne artikel blev oprindeligt bragt på www.pcworld.dk