De første detaljer om "Football Manager 2012"

edbpriser.dk 26-03-43590 19:40

Sports Interactive Ltd. & SEGA Europe Ltd. har i dag løftet sløret for næste version af det succesfulde fodboldmanagerspil, "Football Manager 2012". Spillet, der er planlagt til at være i butikkerne før jul, vil igen give dig muligheden for at tage styringen i din yndlingsklub og prøve dine evner som manager af.

Spillene i den prisbelønnede Football Manager-serie er solgt i over syv millioner eksemplarer over hele verden og har ligget øverst på mange salgslister i UK og andre europæiske lande de sidste syv år. Serien har ligget øverst på de engelske salgslister i over 108 uger indtil videre.

"Vi er henrykte over endelig at kunne fortælle om "Football Manager 2012"," siger Miles Jacobson, Studio Director hos Sports Interactive. "Det er igen et år med evolution, med en anelse revolution smidt ind for en god ordens skyld, så vi er ret sikre på, at vores engagerede communities, og forhåbentligt en masse nye mennesker, vil være glade for at spille spillet, når det udgives senere i år."

Med over 800 nye features, hvis man ikke medregner ændringerne til reglerne i de over 50 ligaer, der findes i spillet, ser "Football Manager 2012" ud til at blive den mest realistiske, medrivende og spilbare fodboldmanagersimulation, der nogensinde er lavet til de mange fans, der selv vil være med til at tage de store beslutninger i deres yndlingssport – både på og uden for grønsværen.

Vigtige nye og forbedrede features i "Football Manager 2012":

Football Manager 2012

Spillerhandler & kontrakter – væsentlige ændringer til transfer- og kontraktsystemerne. Blandt andet loyalitetsbonusser, bedre implementering af amatør- og ungdomskontrakter, et forbedret transfercenter og muligheden for at låse dele af kontrakten i en forhandling, hvis der er områder, du ikke vil ændre på. Det giver dig bedre mulighed for at balancere budgettet og mere fleksibilitet omkring, hvad du tilbyder grådige spillere og deres agenter.

Rapporter om modstandere – ved hjælp af flere spejderrapporter fra den virkelige verden har en ny rapportform set dagens lys i spillet. Den indeholder analyser af truppen, taktisk information, information om scorede og indkasserede mål og en lang række andre forbedringer. Du får al den information, du skal bruge til at forberede dig før kick-off og gennem sæsonen.

3D-kampe – nye animationer, et helt nye publikumsystem, forbedret vejrsystem, flere stadioner plus to helt nye kameravinkler; "Bag målet" og "Instruktørens vinkel". Alle kameravinkler er nu også vendbare, så du kan se alting fra den anden side og analysere alle aspekter i alle kampe.

Bliv manager alle steder og på alle tidspunkter – nu får du muligheden for at tilføje og fjerne spilbare lande i dit gemte spil, når du har lyst. Du kan flytte til et andet land i begyndelsen af næste sæson, hvis du vil. Du er ikke længere begrænset til de lande, du valgte, da du begyndte din karriere.

Takt og tone – der er kommet et helt nyt lag på samtalerne med holdet og med andre i spillet. Med systemet "ny tone" kan du selv vælge, hvordan du vil sige ting – vær cool og sig tingene stille og roligt, eller vælg en passioneret tilgang og kast sko og tekopper rundt i lokalet. Der er 6 forskellige tonelejer at vælge i mellem.

Intelligent Interface – et nyt selvjusterende layout betyder, at jo højere din skærmopløsning, jo mere information vil du have adgang til. Det nye interface har nye filtre, justerbare søjler, en ny taktikskærm og mange nye skærme, hvor du kan få et overblik over forskellige aspekter i spillet.

Helt ny guide – separat fra hovedspillet. Her kan nye spillere lande på fødderne og lære spillet at kende, og mere erfarne managers kan få tips til, hvordan de får mest muligt ud af spillet. Der er også et nyt "hvordan gør man det"-system i spillet.

Ud over de store innovationer er der mange områder af spillet, der er blevet væsentligt forbedret; for eksempel medierne, pressekonferencer, talentarbejdet, spillets måde at skabe nye, unge spillere på, mulighederne for at bruge sociale netværk, venskabskampe, landsholdsmanagement og meget mere. Det hele vil blive gennemgået i en række videoblogs med mere information om "Football Manager 2012" i de kommende måneder.