Dead Rising 2

Rasmus Lund-Hansen - Gamereactor 29-09-2010 14:52

På papiret var det første "Dead Rising" genialt. Et sandkassespil fyldt med zombier, der udspiller sig i et enormt indkøbscenter, hvor snart sagt enhver genstand kan bruges til våben. Men det brilliante koncept var svært hæmmet af en række dårlige designvalg, der endte med at gøre spillet til en blandet fornøjelse.

Man var under konstant tidspres, der var langt mellem mulighederne for at gemme, og man havde kun ét savegame. Konsekvensen var, at man let kunne sætte sig selv i en situation, hvor det var umuligt at fortsætte spillet, og man derfor var nødt til at starte forfra.

"Dead Rising" skilte vandende, og jeg faldt selv i den gruppe, der var slemt skuffet. Jeg ville gerne have elsket spillet, men endte med at opgive i frustration. Siden da har det bare samlet støv på hylden.

Heldigvis har Capcom været lydhør over for kritikken, og resultatet er, at "Dead Rising 2" stort set er klinisk renset for alle de dårlige elementer fra det første spil, samtidig med at dets sjæl og kerne-gameplay er intakt, og der er tilføjet et par sjove nye elementer for god ordens skyld.

"Dead Rising 2" foregår fem år efter forgængeren. Verden er kommet sig over chokket fra den første zombie-apokalypse, og livet er på mange måder gået videre. Truslen er inddæmmet, og der er endda opstået grupper af zombie-rettighedsaktivister, der kæmper for bedre vilkår for zombierne (de var jo mennesker engang...).

Spillets hovedperson er Chuck Greene, en afdanket Motorcross-kører, der tjener til dagen og vejen ved at deltage i realityshows som Terror Is Reality, hvor fire kombattanter på bevæbnede motorcykler kæmper om at meje flest zombier ned med deres påmonterede kædesave.

Det er med blandede følelser at Chuck deltager, for hans afdøde kone blev selv offer for zombie-infektionen, og hans datter Katey er også blevet bidt - men takket være præparatet Zombrex kan hun fortsætte med at leve et forholdsvist normalt liv, og undgå at blive til en zombie. Så længe hun altså får en dosis i døgnet.

 


Læs mere...