Den første iPhone præsentation var lige dele mirakel og snyd

edbpriser.dk 15-11-45741 22:36

En tidligere Apple ingeniør løfter i en ny bog sløret for al den forberedelse og al den snyd, der lå til grund for Steve Jobs' meget vellykkede præsentation af den første iPhone den 9. januar 2007.

Læs også: Windows Phone haler ind på iPhone - i Europa

Andy Grignon, der var en højtstående ingeniør hos Apple dengang, fortæller i den nye bog "Dogfight: How Apple and Google Went to War and Started a Revolution" om den mest stressende og nervepirrende dag i hans liv, som The New York Times bringer et uddrag af her.

Man laver ikke live præsentationer

Det er langt fra normalt, at teknologi firmaer holder live præsentationer af deres nye produkter, fordi der simpelthen er for meget, som kan gå galt og siden give firmaet et langt og kedeligt eftermæle på internettet og YouTube.

Men Steve Jobs insisterede på at lave sin præsentation af den første iPhone live, og det betød, at hans teknikere havde et mareridt foran sig for at få det hele til at køre, så Jobs ville være tilfreds.

iPhone fyldt med fejl

Problemet for Apples ingeniører var, at de omkring 100 iPhone prototyper, der fandtes, alle var fyldt med fejl. For eksempel kunne de godt afspille en del af et lyd- eller videoklip men ikke det hele uden at crashe.

Hvis du sendte en e-mail og derefter gik på nettet, virkede den fint. Hvis du gjorde det i omvendt rækkefølge, ville den første iPhone højst sandsynligt crashe.

Læs også: Skjult turbo-teknologi kan 20-doble nethastigheden i næste iPhone

Derfor blev udviklerholdet nødt til at finde det, de kaldte "den gyldne vej", som var en specifik række af opgaver, som mobiltelefonen højst sandsynligt kunne udføre i rækkefølge uden at gå i udu, men der var ingen garantier.

Den første iPhone

Apples ingeniører blev også nødt til at snyde lidt med telefon-signalet, så de var sikre på, at ville være en god forbindelse under præsentationen, og de fik simpelthen et teleselskab til at komme og opstille et transportabelt sendetårn i bygningen.

Steve Jobs godkendte også, at alle de prototyper af den første iPhone, der skulle bruges på scenen, blev programmeret til at vise fuld signalstyrke, uanset hvordan det reelle signal var.

Og Jobs var faktisk nødt til at bruge en del mobiltelefoner under præsentationen. Den første iPhone havde nemlig kun havde 128 MB RAM, og fordi applikationerne til den ikke var helt færdigudviklede, fyldte de alt for meget, så telefonen løb tør for hukommelse og måtte genstartes.

Fem dage i helvede

Steve Jobs øvede sig i fem dage på at køre den rigtige rækkefølge af opgaver og mobiltelefoner igennem, men det var kun meget sjældent, at det lykkedes uden problemer.

Læs også: Dette cover gør din iPhone til en schweizisk lommekniv

Og når en iPhone crashede, gik det ud over ingeniørerne, fortæller Andy Grignon. Teknikerne blev beskyldt for at ødelægge Steve Jobs firma eller fik direkte at vide, at "hvis vi fejler, er det din skyld".

Så det var en mere end almindelig nervepirrende dag for Andy Grignon og hans kolleger, som sad og drak whisky shots under hele præsentationen, som imod alle odds gik nærmest fejlfrit.

Steve Jobs og Apple startede en mobiltelefon revolution, og resten er, som de siger, historie. En spændende historie som man kan læse meget mere om, når Fred Vogelsteins bog "Dogfight: How Apple and Google Went to War and Started a Revolution" udkommer til november.

Du kan se Steve Jobs præsentere den første iPhone herunder.


Via TechSpot.com