Den næste Snapdragon chip bliver vild

edbpriser.dk 21-11-2013 16:13

Qualcomms Snapdragon 800 chip har været hjertet i mange af 2013's mest kraftfulde mobiltelefoner, heriblandt Googles spritnye Nexus 5, den store Nokia Lumia 1520 phablet, Sonys flagskib Xperia Z1 og Samsungs GALAXY Note 3.

Men det har ikke fået Qualcomm til at hvile på laurbærrene, og de har nu præsenteret en ny chip, som de har navngivet Snapdragon 805 Ultra HD.

Læs også: Samsung GALAXY Note 3 - den ultimative smartphone?

Grunden til Ultra HD betegnelsen er, at Snapdragon 805 er klar til de nye 1440p skærme, som blandt andet Samsung og LG har i støbeskeen, og desuden er fremtidssikret til også at kunne klare skærme i 4K eller Ultra HD opløsning, der ventes at finde vej til markedet indenfor et år eller to.

Og udover at kunne drive en 4K-skærm er Snapdragon 805 processoren også i stand til at arbejde sammen med et kamera, der optager i Ultra HD opløsningen.

Snapdragon 805 er 40 procent stærkere

Hvor den nuværende Snapdragon 800 chip er på 2.3 GHz, kan Snapdragon 805 presse sine fire Krait 450 kerner op på 2.5 GHz, og samtidig er grafikprocessoren blevet opgraderet fra en Adreno 330 til den helt nye Adreno 420 GPU, og det skulle give Qualcomms nye chip et boost på 40 procent i forhold til forgængeren.

Alt dette klares uden at strømforbruget skydes i vejret og dræner batteriet på rekordtid, lover Qualcomm, da de har gennemført en lang række forbedringer på Snapdragon 805, der blandt andet vil kunne afspille video ved meget lavt strømforbrug.

Læs også: Smartphone til under 1.000 kroner

Qualcomms Snapdragon 805 er desuden gjort klar til den næste generation af LTE netværk, der gerne skulle bringe 4G-hastigheden op på de sagnomspundne 150 Mbps.

Kommer på markedet i 2014

Qualcomm er godt i gang med at teste Snapdragon 805 processoren, men man skal ikke regne med at se den indbygget i mobiltelefoner og tablets før engang midt i 2014.

Vi glæder os allerede til at se, hvad det vil betyde for ydeevnen i den kommende generations smartphones.