Den nye HTC One er her

edbpriser.dk 21-07-47141 05:26

Det sker sjældent, at smartphoneproducenter kigger bagud, når de annoncerer en ny flagskibsmodel. Det er ikke desto mindre, hvad der skete ved annonceringen af One M9, hvis design ifølge HTC bygger på forgængerne One M7 og One M8.

Der er dog også nye opgraderinger at finde i One M9, hvor blandt andet kameraet, processoren og højttalerne har fået et gevaldigt løft.

To knivskarpe kameraer

Designet er som nævnt langt fra at være den største nyhed ved One M9, da den næsten ligner dens forgænger på en prik. Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, da designet af One M8 blev rost meget. HTC har derfor valgt at fokusere på at forbedre andre elementer af telefonen, heriblandt kameraet.

Læs også: Mobilbatteri der oplader på 1 minut er på vej

Et godt kamera er en særdeles vigtig del af enhver god smartphone, og det gælder i stigende grad også for frontkameraet, der efterhånden bliver flittigt brugt, hvad enten det er til videochat eller til applikationen Snapchat.


Kameraet har været i fokus i udviklingen af HTC's One M9.

For at komme den udvikling i møde har HTC sat et UltraPixel-kamera på fronten, der tager bedre billeder i mørke omgivelser. Frontkameraer tager ofte markant dårligere billeder, når det ikke lige er højlys dag, men HTC lover, at UltraPixel-kameraet kan tage skarpe selfies i alle lyssætninger.

Kameraet på bagsiden er også blevet markant forbedret, da det nu kan bryste sig af hele 20 megapixels, ligesom linsen er af safirglas, så man undgår kedelige ridser. Kameraet er desuden i stand til at optage video i den høje 4K-opløsning.

Qualcomms bedste processor og surround-sound

HTC One M9 er udstyret med den seneste processor fra Qualcomm ved navn Snapdragon 810, der består af fire strømeffektive kerner og fire særdeles kraftfulde kerner, så der opnås den rette balance mellem processorkraft og strømeffektivitet.

Mange vil nok mene, at det er en håbløs sag at forsøge at vriste god lyd ud af de små højttalere på smartphones, men HTC har ikke desto mindre valgt at gøre et seriøst forsøg.


Med HTC One M9 kan det rent faktisk være, at man kan få god lyd fra en smartphone.

De har endda valgt at udstyre One M9 med 5.1-kanals surround sound i samarbejde med Dolby Audio, der skulle kunne udnytte de dobbelte højttalere på fronten bedst muligt. Der er desuden også understøttelse af 24-bit high-definition lyd ved tilslutning af eksterne højttalere eller høretelefoner.

Pris og tilgængelighed

I modsætning til næsten samtlige konkurrenter lancerer HTC ikke One M9 i flere modeller med forskellig lagerplads. Den kan kun fås i en model med 32 GB lagerplads, men der er dog mulighed for at udvide med op til 128 GB med et microSD-kort, hvilket kan ligge til grund for dette.

Læs også: 200 GB i et microSD kort

Til gengæld kan HTC’s nye flagskibsmodel fås flere forskellige farver, nemlig gunmetal gray, amber gold, silver/rose gold og gold/pink.

HTC One M9 får en vejledende udsalgspris på 5.999 kroner, og den kan erhverves i danske butikker fra den 31. marts, hvilket er lige under 2 uger før Samsung sender deres Galaxy S6 og S6 Edge på gaden.