Der bliver længere mellem de store iPhone opdateringer

edbpriser.dk 29-12-48383 23:16

Apples iPhone cyklus har været klippefast de seneste år: I lige år kommer der en ny model og i ulige år kommer der en opgraderet s-udgave af den samme iPhone model.

Sådan har det været siden 2008, hvor Apple præsenterede iPhone 3G og året efter 3GS, men det ser nu ud til at ændre sig.

Læs også: Apple vil tilbyde billigere iPhones

Ifølge den japanske avis Nikkei, vil Apple skrue ned for tempoet, så der kun vil komme en helt ny iPhone på gaden med et nyt nummer hvert tredje år.

For få teknologiske landvindinger

Grunden skulle være, at de teknologiske landvindinger simpelthen ikke er store nok på smartphone området, der primært er båret af hurtigere processorer og bedre software i disse år.

Så før der kommer helt nye teknologier på markedet, vil Apple "højst sandsynligt" skrue ned for tempoet, som Nikkei skriver.

iPhone modeller gennem tiden

Avisen angiver ikke deres kilder, men oplysningerne kommer højst sandsynligt fra Apples underleverandører i Japan, Taiwan og Kina.

Nikkei skriver blandt andet, at Apples produktions-skemaer til deres leverandører viser, at de ikke regner med at sælge flere iPhones i år, end de gjorde sidste år.

Så en udfladning af iPhone-salget kan også være en medvirkende årsag.

Små ændringer i iPhone 7 - OLED i iPhone 7s

Ændringerne i iPhone 7 lader da også til at være små, med mindre Apple har et es oppe i ærmet, som de har formået at holde skjult.

Farvel til hovedtelefonstikket, vandtæthed og bedre kamera og batteri er de ventede nyheder i iPhone 7.

Læs også: Første billede af iPhone 7

Først til næste år forventes det, at Apple udstyrer deres smartphone med et OLED display, som flere konkurrenter har brugt i årevis, og som forbedrer billedkvaliteten og hjælper på batteritiden.


Via: PC World