Derfor brød Samsung Galaxy Note 7 i brand

edbpriser.dk 23-01-2017 10:06

Batterier fra to forskellige leverandører var ikke så overraskende fejlen, der fik Samsungs Galaxy Note 7 til at overophede og bryde i brand, forklarede Samsung på et pressemøde.

Det er resultatet af den flere måneder lange undersøgelse, som Samsung iværksatte for at finde årsagen til Note 7 problemerne, der fik producenten til at tilbagekalde deres flagskibs-phablet hele to gange.

Samsung fortalte ikke, hvilke batteri-producenter det drejer sig om, men valgte i stedet at kalde de involverede batterier for Batteri A og Batteri B.

Læs også: LG gør alt for at V20 og G6 ikke skal eksplodere

I det oprindelige Batteri A blev nogle af elektroderne klemt sammen i det ene hjørne af batteriet, hvilket forårsagede overophedningen.

Samsung Galaxy Note 7 batteri problem

Og i Batteri B gennemborede nogle knaster fra sammensvejsningen af battericoveret den beskyttende tape omkring elektroderne, og i nogle tilfælde fandt Samsung endda batterier helt uden beskyttende tape.

Wall Street Journal har tidligere rapporteret, at problemerne med Batteri B skyldtes, at de skulle produceres meget hurtigt, fordi Samsung gerne ville have Note 7 på markedet igen efter den første tilbagekaldelse, men det blev ikke kommenteret af Samsung på pressemødet.

8-punkts batteri sikkerhedstjek fremover

For at undgå lignende episoder i fremtiden har Samsung indført et 8-punkts batteri sikkerhedstjek, som du kan se herunder.

Samsung 8-punkts batteri sikkerhedstjek

Dette grundige sikkerhedstjek skulle gerne sikre, at mobiltelefoner fra Samsung ikke får overophedningsproblemer igen, hvilket både er gået ud over Samsungs renommé og deres pengepung, da Note 7 misæren anslås at have kostet producenten i omegnen af 17 milliarder dollars.

Læs også: Samsung Note 7 superfans nægter at aflevere mobilen


Kilde: Übergizmo