Derfor laver Apple en stylus

edbpriser.dk 13-10-47850 17:00

Ved præsentationen af den første iPhone i 2007 kom Steve Jobs med sin kendte nedrakning af en stylus som styreredskab med ordene: "Who wants a stylus?" efterfulgt af et "Yaack!" - se klippet herunder.

Men sammen med lanceringen af iPad Pro introducerede Apple også en ny stylus kaldet Apple Pencil, som er beregnet til brug sammen med den 12,9 tommer nye store iPad.

Læs også: Har Apple lavet den perfekte stylus?

Det kan ses som lidt af en kovending fra Apples side, men chefdesigner Jony Ive har i et interview med Wallpaper Magazine forklaret, hvorfor Apple nu alligevel kommer med en stylus:

"Vi fandt ud af, at der helt klart er en gruppe af mennesker, som ville sætte pris på et instrument, der ville gøre dem i stand til at tegne eller male på måder, som du bare ikke kan med din finger. Og jeg har på fornemmelsen, at det ikke er en lille gruppe af mennesker."

Det er dog ikke meningen, at Apple Pencil skal erstatte din finger til at navigere rundt på iPad Pro:

"Det var meget vigtigt ikke at udvikle en brugerflade, der krævede et andet instrument. Det var vigtigt, at vi udviklede brugergrænsefladen baseret på multi-touch - baseret på vores fingre."

Apple Pencil i brug på iPad Pro

De kreative muligheder med iPad Pro er da også helt anderledes, end det nogensinde ville være muligt på den oprindelige iPhone med dens 3,5 tommer skærm, så virkeligheden er en anden i dag, end da Steve Jobs kom med sin famøse udtalelse.

Læs også: Anmelderne er enige: iPad Pro kan ikke erstatte din PC

Apple Pencil er dog et halvdyrt tilkøb til den i forvejen ganske pebrede iPad Pro med en pris omkring de 800 kroner, men ifølge anmelderne får man altså også et utroligt præcist og alsidigt instrument.

Så må vi se, om der er kunder til den.