Eksklusiv og kompakt business laptop

edbpriser.dk 20-09-2016 15:31

Når den billigste model i en serie koster små 16.000 kroner, og den dyreste ender omkring de 25.000 kroner, så ved vi godt, at HP EliteBook 1030 ikke er en PC for alle.

Den primære målgruppe er business segmentet, hvor mobilitet og et højt sikkerhedsniveau gerne må være pakket pænt ind, og det lever HP godt op til med denne laptop.

Omvendt skyder det også forventningerne i vejret, for der skal være tænkt over alle detaljer, når vi bevæger os op i disse højere luftlag.

Vellykket design

HP EliteBook 1030 er rigtigt lækkert designet, og det er faktisk lidt overraskende, at skærmstørrelsen lyder på 13,3 tommer, for den syner ikke af meget i sin kompakte form og med sin kampvægt på blot 1,16 kilo.

HP EliteBook 1030

HP har dog ramt de helt rigtige størrelsesforhold på både skærm og tastatur, der gør, at du ikke rigtig tænker over, at du sidder ved en mindre PC og arbejder.

Læs også: Nu kommer MSI's virtual reality rygsæk

Jeg skriver for tiden på en HP EliteBook 850, der er en standard 15,6 tommer bærbar, og det har været en ganske smertefri overgang at gå lidt ned i størrelse, for man arbejder helt fint på 1030 - også i længere tid.

HP har - som så mange andre PC producenter - skævet rigeligt til Apples MacBook design, men når resultatet er så vellykket som på ELiteBook 1030, er det svært at bebrejde dem noget.

HP EliteBook 1030 bagside

Der er kun en ting ved designet af HP EliteBook 1030, der har generet mig, og det er genskæret i det ellers "blændfri" display.

Billedet står superskarpt på den højopløste (3200 x 1800) IPS skærm, men hvis du sidder med ryggen til et vindue eller andre stærke lyskilder, kommer der genskær, og det bliver hurtigt irriterende.

Generelt er displayet dog en fryd, og touch-delen fungerer upåklageligt, men der kommer naturligvis fedtfingre på den, når du bruger fingrene til at manøvrere eller spille.

Læs også: Test: Verdens tyndeste bærbare computer gemmer på store overraskelser - anmeldelse af HP Spectre 13

Og med hensyn til at bruge touch-skærmen havde det også været en lækker tilføjelse, hvis displayet kunne bukkes omkring maskinen og dermed fungere bedre som tablet, ligesom man kan på Lenovos Yoga bærbare.

Som det er nu, kan 1030 kun stå som en normal bærbar PC.

Høj ydelse

Den testede HP EliteBook 1030 er udstyret med en aF Intels nye Core M5 CPU'er, der udmærker sig ved at være meget strømeffektive og alligevel have en god ydelse.

Opstarten i Windows 10 tager således kun 7 sekunder, fra du har trykket på knappen, til maskinen er klar til at køre, og den følelse af høj hastighed og hurtig eksekvering af opgaver er konstant på maskinen.

Det skyldes naturligvis også den installerede SSD, der sammen med 8 GB RAM holder ydelsen i top.

M5 processorerne er samtidig velegnede til passivt afkølede systemer, så du slipper for blæserstøj, og det er endnu et plus ved EliteBook 1030.

HP EliteBook 1030

Stereohøjttalerne fra B&O er placeret under en aflang rist mellem tastaturet og skærmhængslet, og de lyder faktisk ganske godt, når man tænker på den yderst kompakte formfaktor. Du skal dog ikke regne med at kunne spille festen op med dem.

Batteritiden er opgivet til at ramme  9 timer fra HP's side, og det kan godt være, at du kan nå det med almindelige kontoropgaver og lidt websurf, men hvis du begynder at spille på 1030, drænes batteriet hurtigere.

Læs også: Test: 999 gram konvertibel luksus - anmeldelse af Lenovo Yoga 900S

Til firmaerne er der BIOS-beskyttelse fra HP Sure Start, og der er mulighed for at vælge Intel vPro, HP Touch Manager og LANDesk til integration i virksomheden.

Konklusion

HP EliteBook 1030 er et dyrt bekendtskab, men til gengæld får du et gennemarbejdet produkt, der er en fornøjelse at arbejde på og en bagatel at have med i tasken.

Høj kvalitet, høj ydelse og høj mobilitet går op i en højere enhed, men du - eller dit firma - får sandelig også lov til at betale for denne hellige treenighed.

Find bedste pris på HP EliteBook 1030 her