En ovn med pyrolyse klarer rengøringen for dig

edbpriser.dk 29-04-46043 03:40

Man skulle tro, at ovne, der er i stand til at rengøre sig selv, er en forholdsvis ny opfindelse, men for eksempel Siemens har lavet ovne med en pyrolysefunktion siden 1971. Det er altså en gammel og gennemtestet funktion.

Ovne med pyrolysefunktion kan være en stor hjælp i mange hjem, da de fleste bruger ovnen så godt som hver dag. Det betyder, at der ofte sætter sig snavs, der kan være ualmindeligt svært og tidskrævende at få bugt med, selv med forskellige kemiske rensemidler.

Med en ovn med pyrolysefunktion tager det ikke mere end et par minutter af din tid at gøre ovnen ren, og det er legende let. Selve pyrolysen består af, at ovnen varmes op til en meget høj temperatur, der brænder alt fedt og snavs til aske.

Læs også: Guide til køb af komfur og ovn

Derefter skal man bare tørre ovnen af med en våd klud, og så er ovnen fuldstændig ren.

Det er altså slut med at slide løs på den store plet andefedt, der stadig sidder fast i ovnen efter juleaften. En ovn med pyrolysefunktion klarer det hårde arbejde, og du behøver bare at tørre asken væk efterfølgende.

Siemens HB63AB512S - Bedst i test

Testvinder i Tænk

Forbrugerbladet Tænk testede for nylig de bedste pyrolyseovne, og nåede frem til, at Siemens HB63AB512S og Bosch HBA63B152S er de to bedste pyrolyseovne på markedet. Her blev ovnene vurderet som helhed, så det er altså ikke kun pyrolysefunktionen, de to ovne vandt på, men også ovnens præstation generelt.

Der blev blandt andet lagt vægt på, at ovnene kunne varme ved den samme stabile temperatur, og at varmen blev fordelt ligeligt. Her klarede de to ovne sig særdeles godt, og fik således topkarakter for deres bagte småkager.

De to ovne fik også gode resultater for deres lave energiforbrug, der ligger hele 30 % lavere end den grænseværdi, der skal til for at opnå energiklassen A.

Er du på udkig efter en ny pyrolyseovn, så er enten Siemens HB63AB512S eller Bosch HBA63B152S altså to gode bud.

Er de to ovne af den ene eller anden grund ikke noget for dig, er der mange andre gode pyrolyseovne at vælge imellem her på Priser.dk.