FIFA 11

Carsten Odgaard - Gamereactor 29-10-42710 14:20

Jeg har været her før. Mange gange endda. På fodboldbanen, piskende op og ned af banen i arvefjendeopgør mellem FCK og Brøndby. Når det kommer til computerspil, er der stort set ikke noget andet sted end lige der på grønsværen, hvor jeg føler mig mere hjemme. Og selvom jeg har forsøgt mig med alternativer, må jeg indrømme, at det især gælder EA Sports' FIFA-serie.

Jeg kender turen op og ned af banen så godt som min egen bukselomme; en bukselomme der bliver en anelse større år for år, når EA Sports tweaker spillet og tilføjer nye elementer hist og pist. Aldrig så store ting, at jeg ikke kan genkende det gode gamle spil, men stort set altid så meget, at spillet hele tiden føles nyt og friskt.

Og hvad sker der så denne gang? Hvad er nyt under FIFA-solen? EA Sports har denne gang understreget, at flere af de bærende elementer i spillet ikke bare er blevet finjusteret. Man har på flere punkter startet forfra og har bygget dele af FIFA op på ny. Blandt andet er der tilføjet en helt ny karriere- og managerdel - hvilket var tiltrængt - og dernæst har man også 'gentænkt' måden spillerne agerer i forhold til andre spillere og bolden på.

Det sætter selvfølgelig forventningerne til årets FIFA i vejret, og da jeg tidligere på året prøvede en tidlig version af spillet, var jeg da også ganske fortrøstningsfuld og tilfreds med det jeg så. Nu er "FIFA 11" her så endelig - og selvom der er virkelig meget godt at sige om de ændringer og tilføjelser, der er lavet, så sidder jeg egentlig med en lille skuffelse i kroppen. Det betyder som sagt langtfra, at "FIFA 11" er et dårligt spil. Det er det ikke. Men det er på den anden side heller ikke helt, hvad jeg havde forventet og håbet på.

Hvis vi tager alle de gode ting først, så har grafikken fået et løft. Den er naturligvis blevet mere detaljeret. Selve grønsværen er fuldstændig lig den, man fandt i "FIFA World Cup: South Africa" - altså en lidt mørkere og mere 'græsset' bane med mere struktur end i FIFA 10.

Spillerne følger nu tydeligt bolden og spillet med hovedbevægelser og øjnene - og når man kommer tættere på spillernes ansigter, er der kommet mere mimik på. I det hele taget har animationerne og detaljerne på spillerne fået et løft, så bevægelserne virker langt mindre "træmandsagtige". Derudover ser man også, at højde- og kropsforskellene spillerne iblandt kommer mere til udtryk nu end førhen, og det har den klare fordel, at det nu er langt nemmere at kende spillerne fra hinanden.

 


Læs mere...